Opdatering: Randers FC-direktør indberettet til DBU

Fodbolddommer Jacob Kehlet har indberettet direktør for Randers FC Jacob Nielsen til Dansk Boldspil Unions disciplinærudvalg, skriver jp.dk.

Det sker efter Jacob Nielsens kommentarer til Jacob Kehlets præstation, da Randers FC tabte 0-2 til Sønderjyske mandag aften.

Randers FC måtte spille med 10 mand efter at holdets topscorer Ronnie Schwartz fik det røde kort i starten af første halvleg. Randers-klubben mener, at det var lige lovlig barsk at taksere forseelsen til et rødt kort, fordi man mener, at Ronnie Schwartz glider ind i taklingen.

DBU har bekræftet, at organisationen har modtaget klagen, og at den ikke er baseret på udtalelser til pressen efter kampen.

“Det er en skandale”

Randers Amtsavis skriver onsdag eftermiddag, at Jacob Nielsen i halvlegen havde sagt til Jacob Kehlet, at “det er en skandale.”

Jacob Kehlet bekræfter, at der er sendt en klage på baggrund af en ordveksling i halvlegen, men han ønsker ikke at uddybe indholdet i samtalen.

Ronnies ansvar at han glider

Fodbolddommeren fastholder desuden det røde kort til Ronnie Schwartz efter at have set frisparket på tv efterfølgende.

“Det er selvfølgelig ærgerligt for Ronnie, at han glider, men han kommer med så stor fart, at der er er tale om voldsom adfærd, og det skal skal give rødt kort efter fodboldloven,” siger Jacob Kehlet til Randers Amtsavis.

“Der var nok dommefejl til en hel sæson i den kamp,” sagde Jacob Nielsen efter kampen til jp.dk.

“Jeg føler, at han på ingen måde havde styr på tingene, og at han ødelagde kampen.”

Direktør har før skældt ud

Straffen kan blive, hvis klagen tages til følge, en løftet pegefinger eller en bøde.

Jakob Nielsen fik i 2005 en spilledags karantæne, da han skældte ud på dommeren i en kamp mod Brabrand, skriver Randers Amtsavis.

Læs historien på jp.dk her

Læs artiklen (betalingsside) på amtsavisen.dk her