Ny krimi med Dicte til august

Elsebeth Egholm (Foto: Politikens Forlag.)
Elsebeth Egholm (Foto: JP/Politikens Forlag.)

Fans af krimiforfatteren Elsebeth Egholm kan godt begynde at glæde sig. Til august udsender JP/Politikens Forlag endnu en kriminalroman med jorurnalisten Dicte Svendsen.

Bogen får titlen “Kød og Blod”, og ifølge et katalog fra forlaget er der tale om den syvende roman med Dicte Svendsen, der nu ikke længere arbejder som fastansat journalist. Men hun har også optrådt i et par andre bøger, som Elsebeth Egholm har skrevet med hendes søn Peter Boutrup som hovedperson.

Bogen handler om en Dicte Svendsen i en stærk personlig krise efter en voldtægt, samtidig med at to unge kvindelige studerende er fundet myrdet – den sidste tæt på det freelancekontor, hvor Dicte Svendsen har sin arbejdsplads.

Ulven er med

Derudover spiller ulven i den danske natur en rolle i bogen, da Peter Boutrups hund bliver mistænkt for at have spist et får. Dele af bogen foregår i Skandinavisk Dyrepark og på politistationen i Grenaa.

Bogen blev udgivet kort tid før TV2 viser den anden sæson til efteråret – også med 10 afsnit –  i krimiserien om Dicte Svendsen med Iben Hjejle i hovedrollen. Optagelserne begyndte i december og er stadig i gang i Aarhus, hvor bøgerne også foregår.

Seriens første 10 afsnit, der byggede på fem af de tidligere udgivne romaner, havde et gennemsnitligt seertal på 1,2 millioner, hvilket gør serien til en af de største successer i TV2’s historie.

Succes i Sverige og Norge

Serien blev også godt modtaget på svensk og norsk tv. Det har været med til at skabe grobunden for, at seriens anden sæson kan blive til virkelighed.

Serien produceres af filmselskabet Miso Film med udgangspunkt i Filmbyen på Aarhus Havn. For manuskripterne står Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén, der også var med til at skrive replikkerne i første sæson. Denne gang er der bare tale om selvstændige historier, der ikke har noget med romanerne at gøre – bortset fra at figurerne er de samme.