Venstre: Patienterne bør betale for deres mad

Anne V. Kristensen, Venstre - 2. næstformand i Region Midtjylland. Foto: Region Midtjylland

Anne V. Kristensen, Venstre – 2. næstformand i Region Midtjylland. Foto: Region Midtjylland

Patienterne på sygehusene bør betale for den mad, som de spiser, når de er indlagt. Det mener Venstre i Region Midtjylland.

“Det vil kunne give os 60 mio. kr. ekstra til sundhed i regionen, hvis de f. eks. betalte 20 kr. for hvert måltid,” sagde 2. næstformand i regionsrådet Anne V. Kristensen, Horsens, i en debat på TV2 Østjylland mandag aften.

“Vi har i Region Midtjylland 250.000 indlæggelser om året i et gennemsnit på fire dage. 20 kroner pr måltid vil kunne give os 60 mio. kroner. Vi får flere og flere patienter, men vi får ikke flere penge.”

60 kr. om dagen

I regnestykket indgår tre måltider om dagen, som der skal betales for – altså 60 kr. om dagen.

Debatten om brugerbetaling blev gennemført på baggrund af, at fødende nu selv skal have sengetøj, bleer, ammeindlæg og lignende med hjemmefra, når de skal føde, så fødeafdelingerne blandt andet kan spare på omkostningerne til vask af sengetøj.

Socialdemokraten  Anders Kühnau, også fra Horsens, deltog også i debatten på TV2 Østjylland. Han er tilfreds med den ordning, som region Midtjylland har indført på fødeafdelingerne og mener også, at det kan være nødvendigt at indføre yderligere brugerbetaling – bare det ikke går ud over behandlingen af patienterne.

God mad gavner helbredelsen

“Derfor synes jeg, at det er en dårlig ide at indføre brugerbetaling på mad,” siger han.

“Mange patienter er afhængig af god mad, som hjælper på helbredelsen.”

Ser indslaget på TV2 Østjylland her