Det norske SF på vej ud af Stortinget

Audun Lysbakken - leder af SV. Foto: Stig Weston
Audun Lysbakken – leder af SV. Foto: Stig Weston

Det norske venstrefløjsparti SV – søsterparti til danske SF – har indkaldt til krisemøde i dag efter at partiet for første gang i mange år er kommer under spærregrænsen på fire procent i en meningsmåling.

Bliver meningsmålingen, hvor SV får 2,5 procent af stemmerne, til virkelighed ved stortingsvalget den 9. september, vil det betyde, at partiet mister 10 ud af de 11 mandater, som partiet har i Stortinget i dag. Partiet har kun udsigt til et kredsmandat i den norske hovedstad Oslo.

SV er med i den socialdemokratisk ledede regering med Jens Stoltenberg i spidsen. Regeringen er meget upopulær hos vælgerne, og står til at miste regeringsmagten til Højre ved valget.

Stemmerne går til miljøpartiet

De tabte SV-stemmer går til Jens Stoltenbergs Arbeiderpartiet, men også det lille venstrefløjsparti Rød – en slags norsk Enhedslisten – og Miljøpartiet De Grønne, der begge ser ud til at hente sig et kredsmandat i det kommende Stortinget.

Specielt miljøpartiet ser ud til at have vokset i løbet af valgkampen til Stortinget. Ved valget for fire år siden fik partiet 0,3 procent af stemmerne og står nu til 3,6 procent – altså tæt på spærregrænsen på fire procent, der giver ret til andel i tillægsmandaterne.

Kun hver tredje kender partilederen

SV’s nuværende leder Audun Lysbakken er ikke særlig kendt i befolkningen. Han overtog ledelsen efter den meget populære undervisningsminister Kirstin Halvorsen, og kun 39 procent af den norske befolkning ved, at det er ham, der leder partiet.

Det giver ham samtidig rekorden som den mindst kendte norske partileder i en undersøgelse, som meningsmålingsinstituttet Ipsos MMI har lavet – for et bookmagerfirma. Meningsmålingen er gengivet i Dagbladet.

Det tredie regeringsparti – Senterpartiet, der holdningsmæssigt ligger tæt på Radikale Venstre – har også problemer med spærregrænsen, og meget tyder derfor på, at Højres leder Erna Solberg kan kalde sig norsk statsminister, når vælgerne har afleveret deres stemmer.

Taxi-video har måske haft betydning

Nogle af de seneste meningsmålinger tyder dog på, at Arbejderpartiet er i fremgang – måske som følge af partiets valgvideo med Jens Stoltenberg, der kører rundt som taxi-chauffør.

Måske har det også haft betydning, at Erna Solberg for nogle dage siden forlod et direkte interview på tv i vrede efter ikke at have svaret på et spørgsmål om Højres politik, som hun blev stillet af en journalist fra NRK.

“Jeg kan ikke høre, hvad du siger,” sagde hun vredt og tog øreproppen ud og forlod tv-billedet.

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder