To mænd blev mandag eftermiddag anholdt, mens de var i færd med at stjæle kabler fra det gamle leca-værk i Ølst ved Randers, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Det var ejerne af det lukkede værk, der opdagede, at de to mænd var i færd med at stjæle kabler. Der stod nogle sække udenfor med kabler, som nogen tydeligvis var ved at blive fjerne.
De to mænd var i færd med at samle flere kabler, som de klippede over, inde i virksomheden.
Tyvene blev tilbageholdt
De to tyve blev tilbageholdt, og politiet blev alarmeret. Anholdelse skete cirka kl. 13.30.
Kablerne i sækkene havde en samlet værdi på omkring 3.000 kr., skriver politiet i døgnrapporten.
De to mænd, der er henholdsvis 61 år og 49 år, blev løsladt efter endt afhøring, men der venter dem et retsligt efterspil.
Mandag blev der også anmeldt et indbrud på Svalevej i det sydøstlige Randers. En rude var knust, men der er formentlig ikke stjålet noget.
Der blev også anmeldt et indbrudforsøg på Vestergrave i midtbyen.
I Langaa blev der anmeldt et indbrud på Langagervej mandag morgen, hvor gerningsmændene havde skaffet sig adgang ved at underbore en dør. Her blev der stjålet en indbygningsovn af mærket Borsch. Indbruddet blev anmeldt ved kl. 9.00-tiden og er sket efter kl. 18.00 søndag eftermiddag.
To spritbilister
Døgnrapporten fortæller også, at der blev anholdt to spiritusbilister mandag aften og natten til tirsdag.
Ved kl. 23.30-tiden blev en 33-årig bilist stoppet på Udbyhøjvej, fordi en udåndingsprøve viste, at han var påvirket af spiritus i en grad, så han ikke burde køre bil.
Den samme skæbne overgik en 32-årig mand, der ved kl. 2.00-tiden blev standset på Rypevej i det nordlige Randers. Han var både påvirket af spiritus og euforiserende stoffer.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk – Randers på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk på Facebook her.