Dyrere at køre bil gennem Tyskland

Danske bilister skal til at vænne sig til, at de måske skal betale for at køre på de tyske motorveje, hvis de skal på bilferie sydpå – sådan som de allerede gør i Østrig og Schweiz.

Den tyske trafikminister Peter Ramsauer fra det bayriske CSU har lørdag den 25. maj fremsendt et forslag til koalitionspartnerne CDU og FDP. I begge partier er lederne – Angela Merkel og Philipp Rösler – dog imod at indføre en afgift for at køre på de tyske motorveje.

Til gengæld er der andre politikere fra de to partier, der har udtalt sig positivt om forslaget, ligesom oppositionspolitikere har sagt, at de synes godt om forslaget.

De to partiledere skal diskutere pkw-mauten med formanden for CSU, Horst Seehofer, når de tre regeringspartier den 4. juni mødes for at planlægge regeringens arbejde frem til forbundsdagsvalget i efteråret 2013.

Der er lagt op til, at man som dansk bilist skal købe et klistermærke for at køre på motorvejene – efter samme model, som hvis man kører i Østrig eller Schweiz.

Pengene skal efter Peter Ramsauers plan bruges til infrastrukturinvesteringer i Tyskland.

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *