Østjyllands Politi anholdte i weekenden to mænd fra Randers, efter de havde forladt en varebil ved Øster Tørslev, som de havde stjålet lørdag aften i Tjele.
De to mænd havde efterladt bilen ved Øster Tørslev, fordi den var løbet tør fra diesel. De søgte hjælp på en ejendom tæt på det sted, hvor bilen var gået i stå. Her blev de imidlertid afvist.
Mens de var væk fra bilen, havde bilens ejer fundet den. Han havde i nogen tid kørt rundt for at finde varevognen.
Nøglen sad i tændingen, og han tog den og låste bilen.
Politiet blev alarmeret, og de to mænd, der er henholdsvis 20 år og 25 år, blev anholdt.
De brød ind i huset i Tjele lørdag aften mellem kl. 17.30 og kl. 19.45, hvor de stjal først nøglerne til bilen, som de kørte væk i.
De to mænd blev efter afhøring løsladt, sigtet for indbrud og tyveri af varebilen.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk – Randers på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk på Facebook her.