Forældre i Fårup vil starte privatskole

Foto: Randers Kommune
Foto: Randers Kommune

Forældre i Fårup nord for Randers er klar til at etablere en privatskole, hvis byrådets plan for en ny skolestruktur bliver gennemført. Det oplyser formanden for skolebestyrelsen Robert Stampe Jørgensen til internetavisen Randersidag.dk.

– Vi har en plan for en privatskole klar, siger Robert Stampe Jørgensen til internetavisen.

– Jeg tror, at når de ikke lukker Fårup Skole helt, så skyldes det, at de frygter, at vi vil lave en privatskole. Men det gør vi så alligevel, hvis den nye skolestruktur bliver gennemført.

Byrådets forslag betyder, at børnene i Fårup fra syvende klasse skal gå på Blicherskolen i Spentrup – fra næste skoleår.

Orienteringsmøde

Torsdag aften var der møde på Fårup Skole, hvor omkring 100 forældre var mødt frem for at høre om forslaget til ny skolestruktur. Transport fra Fårup til Spentrup var noget af det, der optog mange af deltagerne.

Den diskussion gjorde indtryk på tidligere borgmester for Socialdemokraterne Henning Jensen Nyhuus.

– Jeg er i aften blevet opmærksom på forældrenes uvished om køretiden, og det vil jeg godt være med til at kigge på, sagde han efter mødet til Randersidag.dk.

Læs hele artiklen på Randersidag.dk her