Salget af økologiske fødevarer til kantiner, restauranter og offentlige institutioner stiger og stiger. I 2013 blev der købt økologiske varer for ca. 948 mio. kr., og der er tale om en fordobling på fire år, viser nye tal fra landets største grossister.
Stigningen er på 9,4 procent fra 2012 til 2013. Økologisk Landsforening i Aarhus forventer, at der bliver skruet yderligere op for øko-salget i foodservice-sektoren i år.
“Økologi har efterhånden fået godt fat rundt omkring i landets storkøkkener, og meget peger på, at øko-salget vil vokse endnu kraftigere i år,” vurderer Rikke Thorøe Grønning, projektleder i Økologisk Landsforening.
“Der er blevet søsat en lang række omlægningsprojekter i de offentlige køkkener rundt omkring i landets kommuner, som vil medføre endnu større øko-efterspørgsel. Det vil vi for alvor kunne aflæse på 2014-tallene.”
Klimavenlig
Rikke Thorøe Grønning glæder sig over udviklingen og påpeger, at økologisk omlægning i storkøkkener både gør mad mere velsmagende, sundere og mere klimavenligt.
“Omstillingen betyder, at maden i højere grad laves fra bunden med sæsonens råvarer, at spild reduceres markant samtidig med, at måltiderne indeholder mere grønt og mindre kød,” siger hun.
“Derfor kan det lade sig gøre indenfor eksisterende budgetter. Desuden er køkkenernes arbejde med økologi med til at skåne vores fælles grundvand for forurening af sprøjtegifte samt sikre en rig natur, rene fødevarer og høj dyrevelfærd.”
Seks-syv procent
Salget af økologi anslås i dag at udgøre seks-syv procent af den samlede omsætning af fødevarer i foodservice-branchen. Det er således næsten på sammen niveau som i dagligvarehandlen, hvor øko-andelen i Danmark på 7,6 procent er det højeste i verden.
Storkøkkenernes voksende interesse for øko-varer er medvirkende til, at FoodExpo i samarbejde med Økologisk Landsforening sætter særligt fokus på økologi til fødevaremessen i MCH Messecenter Herning den 16. til 18. marts.
Her vil 48 økologiske virksomheder præsentere en bred vifte af muligheder inden for økologiske varer til foodservice-sektoren på Økologisk Landsforenings fællesstand.
Mandag den 16. marts står hele messen i økologiens tegn. Her gæster fødevareminister Dan Jørgensen den økologiske fællesstand.
Omsætning fordelt efter storkøkkentype:
• 36 %: Institutioner
• 31 %: Kantiner
• 18 %: Restaurant, hotel, café
• 15 %: Andre (tankstationer mv.)
Fakta om opgørelsen:
Økologisk Landsforening har oprettet Den Økologiske Database, som opsamler cirka 75 procent af den økologiske omsætning i foodservice-sektoren gennem indberetninger fra de 15 største foodservice-grossister i Danmark. Tallene baseres på disse indberetninger samt Økologisk Landsforenings estimat for den resterende del af markedet.
Opgørelsen er lavet af Økologisk Landsforening og Producentsammenslutningen Økosalg og Oplysning med tilskud fra EU og Fødevareministeriet.
(Redigeret pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening.)