Landsretten i Køln har afgjort, at det ikke er i strid med den tyske lovgivning. at den tyske tv-station ARD har udviklet en gratis nyheds-app til smartphones, selv om tv-stationen er licensfinansieret.
Det er otte avis-udgivere, der har rejst sagen med beskyldning om unfair konkurrence. De mener ikke, at ARD ifølge den tyske tv-lovgivning uden videre kan flytte sit indhold over på smartphones og tablets, og at det derfor er konkurrenceforvridende, når ARD har udgivet en gratis app.
Avisudgiverne er nødt til at tage penge for tilsvarende apps for at kunne producere nyheder.
ARD ankede byretsdom
Avisudgiverne havde i første omgang vundet sagen ved byretten, men den dom ankede ARD til landsretten, som ved en domsafsigelse fredag altså ændrede byrettens dom.
Avisudgiverne, der bl.a. tæller Frankfurter Allgemeine Zeitung, Süddeutsche Zeitung og Axel Springer AG, vil nu indbringe sagen for forfatningsdomstolen i Karlsruhe som tredje instans.
“Vi mener, at hvis en offentlig tv-station som ARD vil lave apps, skal det ske på lige vilkår med private virksomheder. Vi mener ikke, at der er ikke lige konkurrence, når vi er nødt til at tage penge for vores apps, og derfor vil vi afprøve dommen ved forfatningsdomstolen,” siger direktøren for den tyske avissammenslutning Dietmar Wolff til ARDs hjemmeside.
ARD opfordrer til samarbejde
Direktøren for ARD Lutz Marmor opfordrer avisudgiverne til samarbejde i stedet for strid i retssalene.
“Hvis nu aviserne brugte ARD’s 100-sekunder lange nyhedsoverblik på deres hjemmesider, ville hjemmesiderne blive mere attraktive,” mener han ifølge tagesschau.de.