I forbindelse med det dårlige kvartalsregnskab fra Østjydsk Bank og en tvunget omorganiseringen af banken med hjælp fra Finanstilsynet, har bankens kreditdirektør mistet sin stilling.
”Vi får nye ressourcer tildelt til vores kreditafdeling, og som du også påpeger, så er den tidligere leder ikke længere kreditdirektør i banken. Der er kommet nye folk ind i kreditafdelingen, og der er fundet en konstitueret direktør,” siger bankens nye direktør Max Hovedskov til Finanswatch.dk.
“Jeg har nu ansvaret for, at vi får gjort op med og lavet om på den kreditkultur, der er i banken.”
Der har tilsyneladende været en kultur, hvor banken har benyttet sig af stråmænd og såkaldte parkerede handler. Det blev tidligere på året afdækket i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Derudover er banken blevet kritiseret for en række forretninger, som banken har haft med den konkursramte Randersegnens Boligforening, ligesom banken også har været involveret i en tvivlsomme transaktioner, som håndværkskunder i banken har foretaget – bl.a. i Aarhus, hvor en håndværker ignorerede et byggeforbud i forbindelse med opførelsen af rækkehuse i Aabyhøj.
Læs artiklen i Finanswatch her
Artiklen i Morgenavisen Jyllands-Posten kan ikke findes på jp.dk, men den kan findes på infomedia.dk ved at søge på: østjydsk bank Voerladegaard og Østbirk Slagter ApS.