Højdespringeren ved valget til Randers Byråd var landsholdsspiller i håndbold Katrine Fruelund, der fik så mange personlige stemmer, at hun blev valgt som den tredje af byrådets 31 medlemmer – kun overgået af den kommende borgmester Claus Omann jensen og den nuværende borgmester Henning Jensen Nyhuus.
Dermed fik Katrine Fruelund også flere stemmer end Anders Buhl-Christensen, der har været Venstre spidskandidat ved de to forrige byrådsvalg efter kommunesammenlægning. Han er tidligere borgmester i den gamle Nørhald Kommune.
Derimod blev der ikke plads til den tidligere verdensmester i landevejscykling Jørgen Schmidt, der var opstillet længere ned på Venstres liste.
Sportsstemmer
Katrine Fruelund fik 794 personlige stemmer – flere end f.eks. rutinerede kræfter som Louise Høgh (669) og Jens Peter Hansen (306). Det er formentlig en stor del af den håndboldinteresserede del af randrusianerne, der har sat kryds ved Katrine Fruelund i stemmeboksen.
En anden ting, der er bemærkelsesværdigt ved Venstre valgresultat er, at partiets nummer to på listen Mark Pring kun får 301 personlige stemmer og bliver valgt som nummer 10 i venstres gruppe.
Hos Socialdemokraterne fik borgmester Henning Jensen Nyhuus flest stemmer (3.904) tæt fulgt af Torben Hansen (3.342). TV2 Østjylland oplyste her til aften, at det under nattens forhandlingerne havde været på tale at gøre Torben Hansen til borgmester, men at Henning Jensen Nyhuus modsatte sig det forslag.
Endelig folkevalgt
Nye i den socialdemokratiske byrådsgruppe er Iben Sønderup, der tidligere har været folketingskandidat for partiet i Favskovkredsen, og Mikael Firlings Mouritsen, der er tidligere formand for DSU i Randers og søn af tidligere byrådsmedlem og nuværende direktør i kommunen Erik Mouritsen.
Tanja Lauenborg, der blev valgt til byrådet for Dansk Folkeparti for fire år siden, ville først have opnået genvalg, hvis Socialdemokraterne havde fået 13 pladser i det nye byråd.
Af de nuværende socialdemokratiske byrådsmedlemmer opnåede Malte Larsen ikke genvalg.
På Beboerlisten er det bemærkelsesværdigt, at Jens Laursen (170 stemmer) sprænger listen og bliver valgt som listens tredje byrådsmedlem foran nuværende Lone Donbæk (157). Det er bemærkelsesværdigt, fordi Beboerlisten opstiller på partiliste, der normalt giver valg til de personer, der er øverst på listen. Forklaringen er, at Bjarne Overmark (3.272) får så mange personlige stemmer, at der kun bliver listestemmer til kandidat nummer to, der er Kim Kristensen (162 personlige stemmer)
Derudover er der ingen specielle overraskelser i hvem der blev valgt ind i byrådet. Dansk Folkeparti får valgt deres tre øverst placerede kandidater og partierne med kun et mandat får deres spidskandidater valgt.
SF fik det sidste mandat
SF’s spidskandidat får i kraft af valgforbundet med Socialdemokraterne det yderste mandat og kan kalde sig det 31. medlem af byrådet.
Randers Byråd – den den rækkefølge, som kandidaterne er valgt:
1. Claus Omann Jensen (V)
2. Henning Jensen Nyhuus, (S)
3. Katrine Fruelund (V)
4. Torben Hansen (S)
5. Anders Buhl-Christensen (V)
6. Bjarne Overmark (Beboerlisten)
7. Frank Nørgaard, O,
8. Leif Gade (S)
9. Louise Høeg (V)
10. Susanne Koch (S)
11. Christian Boldsen (V)
12. Lars Søgaard (V)
13. Ellen Petersen (S)
14. Kim Kristensen (Beboerlisten)
15. Daniel Madie (K)
16. Steen Bundgaard (S)
17. Anders Primdahl Vistisen (DF)
18. Mikael Firlings Mouritsen (S)
19. Christian Brøns (V)
20. Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten)
21. Jens Peter Hansen (V)
22. Fatma Cetinkaya (S)
23. Mark Pring (V)
24. Mogens Nyholm, (R),
25. Iben Sønderup (S)
26. Helle Skøtt(V)
27. Morten Grosbøl (DF)
28. Ole Skiffard (S)
29. Jens Laursen, (Beboerlisten),
30. Christina Kjærsgaard (V)
31. Charlotte Broman Mølbæk (SF)