Det bliver redaktionen på aviserne Berlingske – tidligere Berlingske Tidende – og BT samt stabsfunktionerne i Berlingske Media, der bliver hårdest ramt, når virksomheden i øjeblikket er ved at udmønte en besparelse på 38 mio. kroner om året. Dermed undgår man store besparelsesrunder på Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis.
Der skal ialt nedlægges 16 stillinger i datterselskabet Berlingske Lokale Medier, skriver Mediawatch.dk.
Seks af dem skal findes blandt de nuværende ansatte, mens en række ledige stillinger ikke bliver genbesat. Det vides endnu ikke hvor mange journalistiske stillinger, der nedlægges.
Udover Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis omfatter Berlingske Lokale Medier også dagblade i Viborg, Holstebro og Ringkøbing samt en lang række gratis annonceaviser, der udkommer en gang om ugen.
Den endelige fordeling af besparelserne på de enkelte publikationer i Berlingske Lokale Medier kendes heller ikke endnu.
Samtidig bliver også en række stabsfunktioner i Berlingske Media ramt af sparerunden. Det er funktioner som bladsalg, hr, it og anden administration.
Omkring 50 besatte stillinger skal nedlægges
Oprindelig var det meningen, at der skulle nedlægges omkring 80 stillinger, men det er nu blevet reduceret til et halvt hundrede jobs, fordi mange ubesatte stillinger bliver nedlagt. Samtidig er enkelte stillingsopslag blevet stillet i bero.
Medarbejderne har fået mulighed for at vælge en frivillig aftrædelsesordning. Først når det er afklaret, hvor mange der vælger at tage imod det tilbud, ved man hvor mange ansatte, der bliver præsenteret for en fyreseddel.
Der skal nedlægges 16 stillinger på Berlingske, mens der bliver fem journalister færre på BT som følge af sparerunden.
Berlingske Media ejes af den londonbaserede internationale kapitalfond Mecom.