Facadefirmaet Hefa Wallsystems, der ejes af bygmester Søren Bülow Andersen fra Brabrand, og firmaets tyske samarbejdspartner og underentreprenør Rezart Bau skal efterbetale sammenlagt 1,8 millioner kroner til deres polske byggearbejdere. Det skyldes en afgørelse i en faglig voldgift, skriver Fagbladet3f.dk.
Sagen handler om den akkord, som de polske ansatte arbejdede under i forbindelse med en række byggerier rundt i Danmark – bl.a. i Stautrup og Tranbjerg, hvor der blev bygget boliger for Dansk Boligbyg.
Faglig sekretær i 3F, Jacob Scavenius, er glad for afgørelsen.
3F: Løndumpning
“Vi er inden for murerfaget ramt af høj arbejdsløshed,” siger han.
“Især i forbindelse med facadepuds er vi løbet over ende af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Der er tale om løndumpning.”
Søren Bülow Andersen og Hefa Wallsystems har efter voldgiftsdommen afbrudt samarbejdet med Rezart Bau.
Hefa Wallsystems: Der mangler klare aftaler
“Vi kan naturligvis ikke have, at der er tvivl om, hvorvidt vi overholder reglerne,” siger han til fagbladet3f.dk.
“Men vi befinder os dog på et område, hvor det ikke er lykkedes 3F og Dansk Byggeri, trods forhandlinger, der har løbet i flere år, at opnå enighed omkring priskurant og tydelige overenskomstgrænser. Vi har ikke spekuleret i løndumpning.”
Læs artiken på www.fagbladet3f.dk her.