Aarhus Byråd: Rød blok beholder 21 mandater

Århus Stiftstidende spår i meningsmåling, at rød blok får uforandret 21 mandater i det nye byråd.
Århus Stiftstidende spår i meningsmåling, at rød blok får uforandret 21 mandater i det nye byråd.

En ny meningsmåling fra Århus Stiftstidende viser, at den såkaldte røde blok beholder sine 21 mandater i byrådet, når stemmerne er talt op tirsdag den 19. november, når stemmerne er talt op. Men der sker en kraftig omfordeling af stemmerne.

Enhedslisten opnår den største fremgang – fra et mandat til fire. Det er den anden ud af tre meningsmålinger, hvor partiet står til så kraftig en fremgang.

Det betyder, at Enhedslisten står stærkt, når rådmandsposterne skal fordeles i forbindelse med konstitueringen.

Enhedslistens gevinst på tre mandater hentes på bekostning af SF, der mister to mandater, og Socialdemokraterne, der også mister to mandater i byrådet.

Radikal fremgang

Det fjerde mandat går til de radikale, der efter byrådsvalget igen kan se frem til at have to medlemmer i byrådssalen.

Blandt partierne i blå blok – der igen får 10 mandater sammenlagt – er det Venstre, der høster gevinsten med et enkelt mandat. Derudover bliver Liberal Alliance repræsenteret i byrådet for første gang med et enkelt byrådsmedlem.

Dansk Folkeparti går tilbage fra to til et mandat. Det vil partiet formentlig finde overraskende da partiet på landsplan er gået rigtig meget frem siden den forrige kommunalvalg. Andre steder i landet ser partiet ud til at have fordel af den fremgang.

Partiet har ikke siden sin stiftelse gennemført en hel valgperiode, uden at byrådsmedlemmer i Aarhus Byråd enten er blevet smidt ud af partiet eller har meldt sig ud.

Konservative mister en

Konservative Folkeparti står til at bevare to af sine tre nuværende mandater.

Sammenlagt tyder alt på, at der skulle gå meget galt, hvis ikke borgmester Jacob Bundsgaard (S) kan beholde borgmesterkæden efter nytår.

Til gengæld vil der være mere spænding omkring fordelingen af posterne som rådmænd. Enhedslisten står til at kunne besætte en post som rådmand for første gang. Spørgsmålet er bare, om det skal ske på bekostning af den rådmandspost, som SF i dag har, eller om det skal være en af de to – tre hvis man tæller borgmesteren med – poster, som Socialdemokraterne har i dag.

Venstre kan få to rådmandsposter

Samtidig kan det også blive spændende om Venstre vil gøre krav på begge de rådmandsposter, som de borgerlige står til at få. Det vil så i givet fald ske på bekostning af den konservative kulturrådmand Marc Perera.

Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at grupperingen øvrige i undersøgelsen står til en fremgang fra 1,0 procent af stemmerne til 3,4 procent af stemmerne. Det må betyde, at mindst et af de ukendte partier ser ud til at få et forholdsvis godt valg – dog uden at blive repræsenteret i byrådet.

Det er TNS Gallup, der har lavet undersøgelsen for Århus Stiftstidende.  Det fremgår ikke umiddelbart hvor mange personer, der er bliver spurgt i forbindelse med undersøgelsen, ligesom det heller ikke er oplyst hvor mange, der endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på.