Mandag formiddag markeres det officielt, at byggeriet af letbanen i Aarhus er gået i gang. Transportminister, regionsrådsformand og borgmestre møder op, der bliver holdt taler, og så er den officielle start på projektet markeret.
Men i virkeligheden er det lidt snyd. For arbejdet og forberedelserne til projektet har været i gange længe. Der er blandt andet bygget busbaner langs Randersvej – busbaner, der senere skal veksles til trace for de kommende letbanetog. Det arbejde begyndte for et par år siden.
De seneste måneder har de lokale forsyningsvirksomheder flyttet vandledninger, varmerør samt el- og tv-kabler, så de ikke kommer til at genere driften af letbanen, hvis der i fremtiden sker brud på f.eks. en varmeledning eller et fiberkabel.
Entreprenøren gør klar til dæmningen
Og så er det egentlige anlægsarbejde også så småt gået i gang. For nogle uger siden begyndte entreprenørerne at fundere nord for Skejby til en dæmning, som letbanens tog skal køre på inden de kommer ud på de tre broer, der skal føre togene over Egådalen og Djurslandsmotorvej og frem til knudepunktet ved Lisbjerg.
Dæmningen og broerne var den første entreprise, der blev udbudt, og her er entreprenørerne for længst valgt. Det blev et dansk konsortium bestående af firmaet Per Aarsleff og Danjord. De tre broer får en sammenlagt længde på næsten 500 meter og kommer til at koste omkring 150 millioner kroner.
Den største bro bliver på 347 meter hen over Søftenvej og Egådalen. Derudover bygges der en 69 meter lang bro over Djurslandsmotorvejen, og en 76 meter lang bro ved Klokhøj tæt på Lisbjerg og det nye byområde, som Aarhus Kommune planlægger.
Der støbes på byggepladsen
Pillerne og brodækket til den store bro støbes på stedet, og der er en frist til at gennemføre opgaven på tre måneder. Det hænger sammen med, at der i miljøtilladelsen er taget hensyn til levevilkår for blandt andet odderen i området, ligesom der også er mange flagermus på stedet.
“Det betyder, at der ikke må bruges hvidt lys, når der arbejdes, mens det er mørkt af hensyn til flagermusene”, fortæller projektchef ved Aarhus Letbane I/S, Jørgen Hansen.
Broen bliver en slags vartegn for Aarhus, når man kommer ind mod byen af Djurslandsmotorvejen.
“Det bliver det første man ser, når man kører ind mod byen,” siger direktør for Aarhus Letbane I/S, Claus Rehfeld Moshøj.
Aarhus Kommune har samtidig besluttet at bygge en cykelsti på broerne, der bliver en del af en ny supercykelsti mellem byudviklingsområdet Lisbjerg og midtbyen i Aarhus. Broerne bliver på det højeste sted 10 meter over terrænet.
På Aarhus Banegård skal der bygges et nyt spor tættere på banegårdens hovedindgang til letbanen. Det betyder, at letbanen skal føres over dele af banegraven inden banegården. Det arbejde har været i udbud sammen med jordarbejdet til den kommende linjeføring mellem Lisbjerg og Lystrup.
Her bliver det i løbet af kort tid besluttet hvilke firmaer, der skal står for den del af letbaneprojektet.
Et samlet udbud
Tilbage er den helt store del af letbanen: tog, sikkerhedssystemer, nedlægning af skinner, vedligeholdelsesfaciliteter, signalsystemer mm.
“Her har vi valgt at lave et stort samlet udbud af det hele. På den måde får vi den bedste løsning,” fortæller Claus Rehfeld Moshøj.
“Der er stor kompleksitet i at få det hele til at spille sammen, så vi mener, at det er det bedste med en samlet leverandør. Man kan sammenligne byggeriet af en letbane med byggeriet af en boreplatform. Begge ting indeholder de samme delelementer – bl.a. strøm, kommunikation, sikkerhed. Der er rigtig mange komponenter, der skal spille sammen. Forskellen er bare, at på en boreplatform er det hele samlet et sted. På en letbane er det hele spredt ud på et større område.”
Internationale virksomheder
På forhånd er fire konsortier prækvalificerede til at deltage i processen. Det er store internationale virksomheder, der har erfaringer med lignende projekter, der er gået sammen om at komme med bud på opgaven. Der er dansk deltagelse i alle fire konsortier.
Der bliver formentlig flere budrunder og forhandlinger med de fire konsortier – med den første licitation den 9. august. Den endelige beslutning tages omkring nytår.
Arbejdet med broerne over Egådalen og Djurslandsmotorvejen skal være færdig inden november næste år, mens arbejdet med broen i jernbanegraven og linjeføringen til Lystrup står klar i løbet af 2015. Målsætningen er, at de første passagerer skal kunne stige ombord i et letbanetog i slutningen af 2016.
“Så er banen klar til Aarhus bliver europæisk kulturhovedstad i 2017,” siger Claus Rehfeld Moshøj.
Læs artikel på www.byggeteknik.dk her