Formand for HK vil være chef for LO

Kandidat til posten som formand for LO, Kim Simonsen. Foto: HK.
Kandidat til posten som formand for LO, Kim Simonsen. Foto: HK.

Formanden for HK, Kim Simonsen, har fortalt sin hovedbestyrelse, at han stiller op som kandidat til formandsposten i LO, når der skal vælges en ny leder på kongressen i slutningen af oktober i Aalborg.

Dermed er der nu tre kandidater til posten som formand for LO, der hovedsagelig dækker ansatte i den private sektor. De to andre kandidater er Lizette Risgaard, der er næstformand i LO, og formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther.

Kim Simonsen har været formand for HK siden 2008. Inden da var han formand for organisationens kommunale sektor – HK Kommunal – i 19 år.

Kim Simonsen kommer fra Grenaa, og var i en periode i 80’erne medlem af byrådet i byen. Oprindelig var han også valgt som folketingskandidat i Grenaakredsen for Socialdemokraterne, men nåede ikke at komme i rigtig valgkamp, da han valgte den faglige vej og blev formand for HK Kommunal.

Store forventninger

Der var ellers store forventninger til ham, da han ved flere lejligheder havde optrådt som repræsentant for partiet ved debatmøder – blandt andet på Grenaa Gymnasium, hvor han ved en efterfølgende afstemning efter mødet havde fået mange til at flytte deres kryds fra andre partier til liste A.

Kim Simonsen trak sig som folketingskandidat, og blev afløst af Jan Pedersen, der i dag bærer borgmesterkæden i Norddjurs Kommune. Forud for det var han en lang årrække medlem af folketinget, hvor han bl.a. nåede posten som politisk ordfører.

“Jeg er vant til at arbejde tværfagligt,” siger Kim Simonsen til Nyhedsbrevet A4, der bringer et interview med den nye kandidat.

“Og jeg har det svært med ordet ’jeg’. ’Jeg vil slå Anders Fogh’, og ’Jeg vil et eller andet’. Der, hvor jeg kommer fra, er det ’vi’. Og det, som vi skal gøre sammen, er sådan set bare at gøre fagbevægelsen til en slagkraftig maskine, der ikke er til at komme udenom. Hverken hos købmanden i Hjørring, maskinværkstedet i Rønne, Københavns Lufthavn eller på de bonede gulve i Europa. Vi har brug for at stå sammen og for fælles løsninger med alle de udfordringer, som globaliseringen og arbejdskraftens frie bevægelighed giver os.«