Kødprodukt uden kød på Island

De islandske fødevaremyndigheder, Mast, opdagede noget ret så usædvanligt, da de forleden var på jagt efter ikke deklareret hestekød i lokalt producerede fødevarer, skriver Wall Street Journal.

Da de undersøgte en lokalt produceret færdigret, som angiveligt skulle indeholde kød, fik de både en god nyhed og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed var, at der ikke var hestekød i produktet. Den dårlige nyhed var, at der slet ikke var kød i produktet.

Produktet var deklareret, så der mindst skulle være 30 procent oksekød i færdigretten. Resten er vegetabilsk fyld og soyaprotein.

Produkter blev kasseret

Mast offentliggjorde fundet – eller rettere det manglende fund – og forretninger landet over kasserede alle produkter fra den vestislandske virksomhed Gaedakokkar.

Magnus Nilsson, der er direktør for den lille vestislandske virksomhed med 10 ansatte, forklarer, at færdigretten – en slags kødtærte – bliver produceret med håndkraft – og at der ikke var kød i den undersøgte portion, skyldes at kødet ikke var blevet fordelt ordentligt inden tilberedningen.

“Fødevaremyndighederne truer vores forretnings overlevelse ved at offentliggøre resultatet af et fund i en enkelt portion,” siger han til Wall Street Journal.

Bedre fordeling

Han oplyser samtidig, at produktionen nu er flyttet til en maskine, der sørger for en jævn fordeling af ingredienserne i færdigretten.

Virksomheden startede i 1999 som producent af vegetarretter, men finanskrisen gjorde det nødvendigt at sænke priserne, og det kunne kun lade sig gøre ved at tilsætte vegetabilsk fyld og sojaprotein til en del af produkterne.

 

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder