Fagforeningen Dansk Metals afdelinger i Aarhus, Randers og Grenaa planlægger at slå pjalterne sammen og danne en ny stor fælles østjysk fagforening. I aften er spørgsmålet på dagsordenen på en generalforsamling i Dansk Metal i Randers.
Det er andet forsøg på at danne en større lokalafdeling i Dansk Metal i det østjyske. Første forsøg for et par år siden blev ikke til noget, da det mødte stor modstand.
Hvis forslaget bliver vedtaget vil den nye fagforening få hovedkontor i Aarhus, mens medlemmerne stadig vil få mulighed for at blive betjent i det daglige både i Randers og Grenaa.
Udover hovedorganisationen vil medlemmerne også blive organiseret i brancheklubber – mekaniker/rør, it og data – ligesom der oprettes fagklubber for blandet andet offentligt ansatte og ansatte i små og mellemstore virksomheder.
Stiftende generalforsamling i december
Fusionen skal endelig vedtages på ekstraordinære generalforsamlinger i december måned i de nuværende afdelinger, ligesom den stiftende generalforsamling i den nye organisation også holdes i december måned, hvis alle tre afdelinger godkender en sammenlægning.
Afdelingerne i Grenaa og Aarhus har godkendt sammenlægningen.
Bestyrelsen for Dansk Metal i Randers anbefaler sammenlægningen på generalforsamlingen i aften, der holdes i fagforeningens lokaler på Lucernevej i Randers.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagtens artikler fra Randers Kommune her.