Nordmændene har fundet mere olie

Statoil planlægger to prøveboringer i Barentshaven i 2014. Foto: Øyvind Hagen/Statoil
Statoil planlægger to prøveboringer i Barentshaven i 2014. Foto: Øyvind Hagen/Statoil

En gruppe af olieselskaber – med bl.a. det norske statsejede Statoil – har fundet en ny stor olieforekomst i Barentshavet nord for Norge. 

Det er resultatet af den første prøveboring i området, og det er en smule overraskende, fordi olieselskaberne i første omgang havde ventet at finde gas i området. Beregninger viser, at fundet indeholder et sted mellem 60 og 165 millioner tønder olie.

Nordmændene er, trods nye fund i Nordsøen, ved at kunne se en ende på olieeventyret i den sydlige del af landet, og den norske olieindustri håber nu på en forlængelse af eventyret i den nordlige del af den norske kontinentalsokkel.

Det tyske olieselskab OMV, der stod for prøveboringen, vurderer potentialet i området ved prøveboringen til at være 500 millioner tønder olie. I den kommende tid skal OMV gennemføre endnu en prøveboring i Barentshavet.

Håb for Statoil

Udviklingen giver håb for fremtiden for Statoil. Der er nu større forventninger til to nye prøveboringer, som selskabet skal stå for i 2014.

Der er aldrig tidligere fundet olie så langt nordpå – kun forekomster af gas. Olie er lettere at udvinde, fordi gas kræver opbygningen af en store infrastruktur til distrobution.

Fundet er sket 310 kilometer nord for den norske by Hammerfest i et område, hvor vanddybden er cirka 400 meter.

“Vi er rigtig glade,” siger direktør i det norske oliedirektorat Sissel Eriksen i en pressemeddelelse.

“Her har vi gjort et fund i et område, hvor vi ikke tidligere har fundet noget af betydning. Og så er det endda olie og i større mængder. Det er rigtig positivt, og vi er spændt på hvad det betyder for fremtiden.”

Statoil ejer 15 procent

Det tyske olieselskab OMV ejer 20 procent af det konsortium, der står for eftersøgningen. Statoil har en andel på 15 procent i konsortiet.

Det norske miljøparti, De Grønne, der er tæt på at blive repræsenteret i Stortinget ved mandagens norske valg, mener at man ikke skal udvinde olie i området, fordi et uheld med olieudslip vil få store skadevirkninger på naturlivet i området.

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder