En mand fra Rypevej i Randers, der i nat havde indbrud i sin bolig, fangede selv en indbrudstyv, da han forsøgte at løbe væk, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport fredag.
Hans kone ringede samtidig til politiet og oplyste, at hendes mand havde foretaget en civil anholdelse af en indbrudstyv.
En politipatrulje, der hurtigt kom til stedet, konstaterede at tyven var i besiddelse af tyvekoster fra hjemmet, og gerningsmanden blev herefter taget med på politistationen.
Ægteparret oplyste, at de var blevet vækket, da de hørte, at der var ukendte personer i deres udhus.
De stod op, og de to gerningsmænd forsøgte at løbe væk fra stedet, men den ene blev hurtigt løbet op af husets beboer.
Gerningsmanden er en 32-årig mand fra lokalområdet. Han blev løsladt efter afhøring fredag formiddag.
I døgnrapporten er også noteret anmeldelse af et indbrud i en privat bolig torsdag eftermiddag kl. 16.00. En dør var brudt op, og der blev stjålet et tv af mærket Samsung, fiskegrej og et kontantbeløb.
Indbruddet er sket efter mandag morgen kl. 7.00.
Se indslag om den civile anholdelse på TV2 Østjylland.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk – Randers på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk på Facebook her.