Randers Kommune har udbetalt ulovligt partitilskud til SF’s og Dansk Folkepartis lokalafdelinger. Det skriver avisen.dk.
SF har fået 25.062 kroner selv om partiet ikke har overholdt reglerne for at få pengene udbetalt. Dansk Folkkeparti har fået lidt mindre – 21.612,50 kroner – selv om reglerne for udbetalingen ikke har været fulgt.
De to partier har ikke udfyldt ansøgningsskemaerne om partistøtten rigtigt. Der var et par felter, der ikke var udfyldt.
Fejlen bliver nu rettet
“At kommunen ikke har anmodet om besvarelse af de to tomme felter beror på en beklagelig administrativ fejl,” skriver Ulla Marcus, chefjurist, Randers Kommune, i en mail til Avisen.dk.
“Som følge af din henvendelse retter kommunen nu henvendelse til de to partier med anmodning om, at oplysningerne afgives til kommunen.”
Avisen.dk har fået aktindsigt i alle landets kommuners udbetalinger af penge til de partier, der stillede op ved kommunalvalget i 2009.
Fejl i en tredjedel af kommunerne
Rigtig mange af landets kommuner har ikke orden i udbetalingerne. Gentofte Kommune har f.eks. udbetalt 98.625 kroner til de konservative uberettiget, mens Venstre i Esbjerg har fået 132.750 kroner og Socialdemokraterne har uberettiget fået 68.932,50 kroner i Gladsaxe.
Grundlaget for udbetalingerne har ikke været i orden i 30 af landets kommuner.