Ændrede valgregler gavner Romney

OPDATERET – Der foregår i øjeblikket en politisk magtkamp i de amerikanske delstater, hvor specielt republikanerne forsøger at ændre reglerne for deltagelse i valget den 6. november, så partiets kandidater får en fordel. Demokraterne svarer igen ved at trække de politiske modstandere ind i de amerikanske retssale.

Barack Obama sammen med døtrene Malia og Sasha. (Foto: Det Hvide Hus)

Stærkest fokus er der på præsidentvalget, og i bl.a. flere af de afgørende svingstater  hvor republikanerne har flertal i den lokale regering, bliver der arbejdet med forslag til ændringer af selve valghandlingen, der vil ramme demokraterne hårdest. Svingstater er de delstater hvor udfaldet af valget er mest usikkert, og hvis flertallet skiftevis stemmer demokratisk eller republikansk.

Rigtig mange stater med republikansk flertal har gennemført et krav om, at vælgerne skal stille med billeddokumentation på valgdagen den 6. november. Den officielle begrundelse er, at man vil forhindre valgsvindel – altså at den person, der får udleveret en stemmeseddel, virkelig er den person, som den pågældende giver sig ud for.

Billeddokumentation kan være kørekort eller pas. Der er dog ikke mange af amerikanerne, der har pas – og slet ikke i de område, hvor de fattigste amerikanere bor. De har ikke råd til at rejse udenlands og stemmer oftest demokratisk.

Vil hjælpe Romney

I en af svingstaterne – Pennsylvania – har den republikanske flertalsleder Mike Turzal direkte på et møde erklæret at reglen om billeddokumentation er gennemført for at sikre, at Mitt Romney slår Barack Obama ved præsidentvalget. Et beskedent uddrag af talen kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=EuOT1bRYdK8

For fire år siden vandt Barack Obama knebent Pennsylvanias 20 valgmandsstemmer i kampen mod John McCain, på trods af, at Pennsylvania lokalt er præget af republikanerne.

I øjeblikket har Barack Obama en beskeden føring i meningsmålingerne i Pennsylvania, men det er usikkert om det har været muligt at tage højde for reglerne om billeddokumentation i meningsmålingerne.

Andre svingstater, der har gennemført krav om billedlegimation, er Wisconsin og Ohio.

Færre vil stemme demokratisk

Den uafhængige organisation, Brennan Center for Justice, har vurderet, at kravet om billeddokumentation vil får færre fra de etniske minoriteter, færre unge, færre pensionister og færre fra lavindkomstgrupperne til at deltage i valget, fordi mange i de grupper slet ikke ejer nogen form for billedidentifikation.

Det vil typisk koste et sted mellem 10 og 15 amerikanske dollars at anskaffe sig billedidentifikation, og det vil mange fra de gruppe undlade, og derfor vil de ikke kunne stemme eller slet ikke møde op ved valgstederne..

Demokraterne har protesteret med henvisning til, at der i hele USA siden 2000 kun har været 10 sager om valgsvindel.

Minder om Florida

Der føres i øjeblikket mange retssager ved domstolene for at få reglerne kendt ugyldige eller modereret.

Retssagerne vækker minder om præsidentvalget i 2000, hvor Al Gore tabte til Georg Bush efter flere omtællinger og retssager om afgørelsen af valget i Florida. Georg Bush fik alle valgmandsstemmerne i Florida, men det viste sig senere efter en gennemgang af alle stemmerne, som en borgerorganisation gennemførte med henvisning til de amerikanske regler om offentlighed i forvaltningen, at Al Gore havde fået flere stemmer end Georg Bush.

I Ohio havde den republikanske valgbestyrelse først lagt op til, at valgstederne skulle have forskellige åbningstider. Vælgerne i demokratiske områder ville ikke få så lang tid til at nå til valgstedet inden det skulle lukke, mens valgstederne i republikansk dominere områder ville være åbnet i længere tid.

Indenrigsminister gav efter for pres

Kritikken af dispositionerne var imidlertid så kraftige, at statens indenrigsminister, John Husted, var nødt til at ændre afgørelsen, så alle statens valgsteder har åbnet i lige lang tid. Han havde dog tidligt i debatten afvist at ændre de forskellige åbningstider, men han gav efter for en voldsomt pres.

Derudover har flere stater også ændret reglerne for at kunne brevstemme. Ved valget den 6. november skal man brevstemme tidligere end før, hvis ens stemme skal tælle med. Tidligere kunne man brevstemme dagen før. Denne gang skal man brevstemme tre-fire  dage før valget, der falder på en tirsdag.

Det går bl.a. ud over en række menigheder, der i forbindelse med gudstjenesterne søndag samtidig sørger for, at dem der møder frem, også får mulighed for at afgive en brevstemme. Målinger fra valget for fire år siden viste, at Barack Obama sikrede sig mange – måske afgørende – kirkestemmer i delstaten Ohio.

Langt til valgstederne

Det er i USA en større tradition for at brevstemme, bl.a. fordi der i de mere øde områder af landet kan være langt til det nærmeste stemmested og det kan være svært at nå frem, hvis man f.eks. har været på arbejde på valgdagen.

Demokraterne vurderer, at også nye regler for at afgive brevstemmer, vil gå ud over deres kandidater.

De vigtigste svingstater vurderes til at være Florida (29 valgmandsstemmer), Ohio (18) og Virginia (13).

I anden række kommer Colorado (9), Iowa (6), Michigan (16), Nevada (6), New Hampshire (4), North Carolina (15), Pennsylvania (20) og Wisconsin.

Obama fører i svingstaterne

I øjeblikket står Barack Obama stærkest i svingstaterne, men meningsmålingerne er meget tætte. Barack Obama så dog ud til også at have en svag fordel i valgmandsstemmer, da de to kandidater stod lige i landsmålinger.

Det kunne man bl.a. se på denne hjemmeside, hvor kandidaternes indbyrdes styrkeforhold i meningsmålingerne følges løbende: http://elections.huffingtonpost.com/2012/romney-vs-obama-electoral-map

Det er ikke kun i forbindelse med præsidentvalget, det politiske flertal i delstaterne ændrer på reglerne for at slippe af med politiske modstandere. En af de mest venstreorienterede demokrater, Dennis Kucinich, stiller ikke op ved valget til repræsentanternes hus i Ohio, som han har repræsenteret i kongressen siden 1997.

I forbindelse med inddeling af nye valgdistrikter, fordi Ohio ved valget mister en plads i Repræsentanternes Hus, gennemtvang det republikanske flertal en opdeling af Dennis Kucinichs valgkreds i to dele, så han ikke havde mulighed for at vinde det demokratiske primærvalg i den nye opstillingskreds.

NYT: Demokraterne har netop vundet en retssag i New Hampshire, hvor republikanerne havde fået vedtaget, at man skulle have sin bil registreret i staten og at man skal tage et lokalt kørekort for at kunne stemme. Dommeren mente, at forfatningens ret til at stemme går forud for sådanne bestemmelser.

 

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *