Aarhus Kommune bør deltage økonomisk i projektet med at bygge en vindmøllepark i Århusbugten nord for Samsø. Det mener SF, der har et beslutningsforslag om det på dagsordenen ved byrådsmødet onsdag den 9. oktober.
Projektet vil skabe adskillige lokale arbejdspladser og være med til at udvikle vindmølleindustriens kompetencer i Østjylland, skriver partiet i sin begrundelse for forslaget.
Derudover henviser partiet også til, at Vestas har hovedkvarter i Aarhus, og at møllerne vil være med til at reducere C02-udledningen betragteligt.
God totaløkonomi for kommunen
Derudover nævnes det også i indstillingen, at der i byrådets økonomiudvalg har været arbejdet med to mulige måder, som kommunen kunne deltage i projektet på – begge vil have “en positiv totaløkonomi for Aarhus Kommune.”
Der nævnes ikke noget om hvor mange penge, som Aarhus Kommune eventuelt skal bidrage med til projektet.
Projektet – der bærer navnet Havvindmøller i Århus Bugten (HÅB) – blev startet af Danmarks Naturfredningsforening i Syddjurs, der dannede et vindmøllelaug.
NRGi ejer den største del
Senere er en række østjyske energiselskaber gået ind i projektet, som der er lavet en VVM-undersøgelse af. Energiselskabet NRGi med hovedkvarter i Skejby i Aarhus ejer den største del af projektet, og selskabet bestyrelsesformand Søren Egge Rasmussen er også formand for HÅBs bestyrelse.
Tidligere har det også været fremme, at Københavns Kommune vil købe en del af projektet, fordi kommunen ikke selv har de store muligheder for at bygge tilsvarende vindmølleprojekter.
En række af de små energiselskaber i Østjylland er tilsyneladende på vej ud af projektet igen.