Der er ikke udleveret notater eller andet materiale til de politikere, der de seneste måneder har forhandlet om forslaget til ny skolestruktur i Randers Kommune. Alt er foregået mundtligt støttet af powerpoints, når der har været repræsentanter for administrationen tilstede ved de politiske forhandlinger.
Derfor mener kommunen ikke, at der er sket en overtrædelse af reglerne om aktindsigt, da Velfærdslisten og Beboerlisten fik afslag på at se det materiale, som blev brugt under forhandlingerne. For der var nemlig ikke noget materiale at udlevere, skriver forvaltningen i et udkast til svar på en henvendelse fra Statsforvaltningen.
26 mandater ud af byrådets 31 medlemmer står bag et forslag til ny skolestruktur, der blev fremlagt i sidste uge. Det er Venstre, Socialdemokraterne, de konservative, Dansk Folkeparti og SF, der står bag forslaget, og som har forhandlet det seneste halve års tid.
Klagede til Statsforvaltningen
De eneste partier, der ikke deltog i forhandlingerne var Beboerlisten, Velfærdslisten og de radikale. Beboerlisten og Velfærdslisten klagede for flere måneder siden til statsforvaltningen over den procedure, som partierne med de 26 mandater har valgt.
Det materiale, som var udarbejdet i Børn- og Ungeafdelingen var interne arbejdspapirer, der ikke er omfattet af offentlighedsloven, skriver Randers Kommune i udkastet, der skal behandles på et møde i økonomiudvalget mandag eftermiddag – og senere skal behandles i byrådet.
Det ville papirerne imidlertid være, hvis de var udleveret til politikerne. Så havde alle byrådsmedlemmerne haft ret til at se dem. Den eneste politiker, der har set det interne papirer er borgmester Claus Oman Jensen, men han er som borgmester den øverste leder af administrationen på rådhuset.
Powerpoints
Det eneste materiale, som de politikere, der deltog i forhandlingerne, har set, er nogle powerpoints, som forvaltningen støttede sig til, når de f.eks. fremlagde konsekvenserne at de forslag, som politikerne arbejdede med, hedder det i udkastet .
Det vurderer administrationen kan sammenlignes med at læse op af interne arbejdspapirer. Og det fremgår af bemærkningerne til forslaget om offentlighedsloven, at oplæsning ikke er det samme som at udlevere papirerne til politikerne.
Det understreges også flere gange i udkastet til svarbrev, at alle partigrupperne – altså også Velfærdslisten og Beboerlisten – har fået et tilbud om møder, hvor forvaltningen ville kommentere eventuelle forslag til ændringen af skolestrukturen.