Staten og private fonde etablerer naturfond

Miljøminister Kirsten Brosbøll (S)
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S)

Den danske stat etablerer i samarbejde med de private fonde Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond en ny stor dansk naturfond  – Den Danske Naturfond – der skal arbejde for at etablere mere natur i Danmark.

Fonden får en startkapital på 875 mio. kr. Et lovforslag om fonden blev sendt i høring i dag (den 22. september 2014), og det er målsætningen, at den nye fond etableres inden årsskiftet.

Fonden bliver dannet som en privat erhvervsdrivende fond, og det er meningen, at virksomheder og privatpersoner kan donere beløb til arbejder, så det samlede kapitalgrundlag kan komme over en milliard kroner hurtigst muligt.

“Med fonden får naturen en stor håndsrækning, så vi kan vende udviklingen for vores natur til gavn for alle danskere,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse, som Miljøministeriet har sendt ud mandag morgen.

Inspiration i England og Holland

Der er hentet inspiration til fonden i England og Holland, hvor der længe har eksisteret tilsvarende fonde, der spiller en stor rolle i naturbeskyttelsen.

Der bliver i tilknytning til fonden etableret et rådgivende udvalg, hvor grønne organisationer, landbruget, skovbruget og universiteterne får plads. Det bliver bestyrelsen for fonden, der beslutter hvilke organisationer, der skal udpege medlemmerne af udvalget.

Fonden vil være omfatter af dele af offentlighedsloven, forvaltningensloven og underlagt Rigsrevisionens kontrol. Målet er gennemsigtighed med naturfondens arbejde.

Regeringen har aftalt med Venstre og Det Konservative Folkeparti, at staten bidrager med 500 mio. kr., mens Villum Fonden bidrager med 250 mio. kr. og Aage V. Jensens Naturfond med 125 mio. kr.

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder