Tv-anbefaling: 30 grader i februar

Ensemblet bag tv-serien "30 grader i februar", der ud over en række svenske skuespillere også tæller tre thailændere. Foto: SVT
Ensemblet bag tv-serien “30 grader i februar”, der ud over en række svenske skuespillere også tæller tre udlandske skuespillere – hvor en af dem er dansk. Det er ham yderst til højre. Foto: SVT

DRAMA-SERIE: DR1 sender i øjeblikket en fantastisk svensk tv-serie. Den hedder “30 grader i februar”, og det er hverken en krimi eller en politisk dramaserie. Temaet er svenskere, der rejser til Thailand. Hvis oplysningerne i serien er rigtige, så besøger en halv million svenskere hvert år landet – udover dem, der bor der.

Det er anden – og tredje – gang, at DR1 sender serien. Første gang blev den sendt om formiddagen i weekenden – et tidspunkt, der normalt ikke trækker de store seertal. Nu sendes den lørdag lige over middag med to afsnit i forlængelse af hinanden. Lørdag den 18. juni sendes afsnit 7 og 8 ud af 10.

Den anden bølge er hver søndag aften hen under midnat. Her vises afsnit 9 søndag den 19. juni. serie blev belønnet med den svenske tv-pris Kristallen i 2012 som årets bedste dramaserie.

Ny sæson

Første sæson – den der vises på DR1 lige nu – er fra 2012 og blev meget populær hos svenskerne. Derfor optog man sidste år endnu en sæson med stort set de samme hovedpersoner, som blev vist med start fra årsskiftet, og endnu engang blev det en svensk seermagnet. Og man må forvente at DR1 også sender sæson 2 – måske endda i forlængelse af sæson 1.

Serien er egentlig ikke en sammenhængende historie – men tre små historier, der præsenteres sideløbende med hinanden. Perifert møder personerne hinanden, men det er ikke noget, der har betydning for historiens udvikling. Et fællestræk ved personerne er, at de har det svært hjemme i Sverige, og de rejser til Thailand i jagten på en bedre tilværelse

I den ene historie følger seerne den 38-årige og ugifte bjergvarmeinstallatøren Glenn, der siger sit arbejde op og rejser til Thailand for at opsøge en kvinde, som han har mødt på internettet. og det går slet ikke, som han havde ønsket sig.

Den anden historie er med Majlis som hovedperson. Hun lokker sin mand, der er er tidligere pilot, men nu sidder fastspændt i en kørestol med på ferie til Thailand. Hun drømmer om at blive boende, men det er den vrisne gamle mand ikke indstillet på.

Nomineret til en Emmy

Lotta Tejle, der spiller rollen som Majlis, var i 2013 nomineret til en Emmy for den bedste kvindelige hovedrolle – uden dog at vinde.

Den sidste historie handler om karrierearkitekten Kajsa og hendes to børn – Joy og Wilda – der rejser til Thailand til Paradise, hvor de har været før. Kajsa er netop blevet ramt af en hjerneblødning, og hun er delvis lammet. Det er ikke så let at flytte tilbage til Paradise.

Der er altså tale om tre forskellige historier, hvor personerne kun sporadisk møder hinanden. Fællestrækket er, at de alle jagter et bedre liv – de jagter lykken. Men nissen flytter med.

Serien rummer en lang række gode skuespilspræstationer – såvel i hovedroller som i biroller. Specielt skal nævnes Kjell Wilhelmsen, der spiller den ensomme bjergvarmeinstallatør Glenn. Han er nærmest en personifisering af rollen, og den blev hans store gennembrud. Siden har han haft store roller i flere svenske tv-serier.

Også thailandske Sanong “Love” SudLa, der spiller Pong, er en fornøjelse som den ladyboyen, der forsøger at parre sin søster med den kærligshungrende svensker.

Danske Thomas Chaanhing

Der medvirker også en dansk skuespiller i serien. Han hedder Thomas Chaanhing og har boet i Ystad siden 2001, men rejser hver dag til København, hvor han arbejder som tjener på forskellige restauranter.

Han er opvokset i Danmark og har en kinesisk mor. Han har medvirket i flere danske tv-serier og i spillefilmen “Far til fire på japansk”. Han er nu også begyndt at få roller i svensk tv og film. I forbindelse med “30 grader i februar” boede han et halvt år i Thailand.

Selv om DR1 nu er ved at være færdig med serien, kan du stadig se det meste af serien via DR’s hjemmeside. Klik her.

Hvis du har en tv-boks via Yousee-tv kan du finde alle seriens afsnit fra 3 del.

Hvis du vil have det hele med kan du finde alle afsnit på SVT’s hjemmeside, men så er det uden danske undertekster. Serien kan ses via dette link – klik her.

Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten-tv.dk på Facebook her.