Hvis du lider af højdeskræk, så skal du nok lade være med at tage mod et tilbud fra Statsbiblioteket i Aarhus. Hvis du derimod har lyst til at se landets næststørste by fra oven, er det måske en god ide at møde op ved bogtårnet mandag den 17. juni sidste på eftermiddagen.
Den statslige organisation fejrer nemlig sin 111 års fødselsdag ved at invitere til åbent bogtårn mellem kl 16 og kl 20.
Bogtårnet er normalt ikke åbent for offentligheden, men Statsbiblioteket gør en undtagelse mandag, hvor guider vil vise rundt i tårnets samlinger, ligesom der bliver mulighed for at kigge ud over byen fra den øverste etage.
Statsbiblioteket blev etableret i 1902, hvor der blev gennemført en ny lov om pligtaflevering af alt materiale, der er blevet trykt i Danmark lige siden – et eksemplar til Det Kgl. Bibliotek og et eksemplar til Statsbiblioteket. Loven om Statsbiblioteket blev vedtaget i 1897.
Universitetsbibliotek
I begyndelse var det offentligheden, der kunne låne fra samlingerne, men da almindelige folkebiblioteker blev mere udbredt, blev Statsbiblioteket tilknyttet Aarhus Universitet, da det blev etableret i 1928.
Bogtårnet blev taget i brug i 1963. Indtil da lå Statsbiblioteket i Erhvervsarkivet ved siden af retsbygningen på Vester Allé. I 1976 og i 1984 blev der bygget underjordiske magasiner i Universitetsparken. i 2000 blev en del af samlingen – den sundhedsvidenskabelige del – flyttet tll den tidligere fødselsanstalt i den anden ende af universitetsparken.
Samling af reklamefilm
Der er en række forskellige samlinger på Statsbiblioteket. Blandt andet råder institutionen over en samling af alle reklamefilm, der er vist i biograferne og på TV2.
Statsbiblioteket råder også over et opbevaringsmagasin i Skjelby.