Internationale investeringsfirmaer er ikke blevet skræmt af den seneste udvikling i kapitalfonden Mecom, der for kort tid siden opgav planerne om at sælge Berlingske Media – og dermed Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis – i små bidder. Tværtimod.
Flere firmaer, der beskæftiger sig med analyse af de selskaber, der handles på børsen i London, har på det seneste hævet kursmålene for aktierne i Mecom – og har dermed en forventning om, at prisen på selskabets aktier vil stige i den kommende tid. Forhøjelsen af kursmålene er også en inddirekte anbefaling af at købe aktier i Mecom.
Numis Securities Ltd har for eksempel fordoblet sit kursmål fra 1,05 dollar per aktie til 2,10 dollar.
Igen i JPMorgans portefølje
Desuden har analytikere hos Canaccord Genuity hævet kursmålet fra 1,44 dollar per aktie til 1,75 dollars. Samtidig har JPMorgan Chase & Co igen taget mecomaktien ind i den portefølje, som det verdenskendte selskab overvåger.
Selskabet forventer nu, at aktien vil stige til 0,97 dollar per aktie. Da aktien blev taget ud af porteføljen for næsten to måneder siden skruede selskabet forventningerne ned til 0,74 dollar.
Og anbefalingerne har gjort indtryk på investorerne på børsen i London – LSE London Stock Exchange – der allerede har sendt kursen op med cirka 60 procent siden før efterårsferien, så mecomaktien i dag sidst på eftermiddagen handles til cirka kurs 0,66 – en stigning på cirka syv procent siden i morges.
Det første gang siden begyndelsen af april, hvor Mecom i en børsmeddelelse skruede forventningerne til årsregnskabet for 2013 kraftigt ned, at der har været muligt at sælge aktier til den kurs.
Har solgt for 160 mio. kr.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har forsøget på at sælge Berlingske Media resulteret i salg for omkring 160 millioner kroner. Deltil kommer, at Berlingske Media her til morgen har meddelt, at selskabet har solgt de seks gratis ugeaviser, som koncernen har drevet i en lang årrække i Storkøbenhavn, nu er solgt til Søndagsavisen.
Mecom har meddelt, at indtægterne ved salgene de seneste måneder vil blive brugt til at nedbringe selskabets store bankgæld og til at få en ny kreditaftale med de banker, der har lånt selskabet penge.
Der forhandles stadig nogle steder
Ifølge Lisbeth Knudsen, der er koncernchef i Berlingske Media, forhandles der stadig med en række interesserede købere af andre af selskabets afdelinger – der omfatter blandet andet Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.
Der har tidligere været forhandlinger om salg af de to mediehuse, men det vises ikke, om der er gang i aktuelle forhandlinger i øjeblikket.
Men foreligger der ingen aftale om salg omkring den 1. december, vil selskaberne blive drevet videre af Berlingske Media og Mecom.