Danskerne køber stadig mere økologi

Foto: Økologisk Landsforening.
Foto: Økologisk Landsforening.

Salget af økologiske fødevarer i den danske dagligvarehandel vokser for 10. år i træk. Omsætningen af økologiske fødevarer steg med seks procent i 2013, viser nye tal fra Danmarks Statistik. COOP og Dansk Supermarked forventer yderligere fremgang i år.

Der blev solgt økologiske fødevarer for 5,8 mia. kroner i de danske supermarkeder i 2013, hvilket er en stigning på seks procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har registreret den økologiske omsætning i de seneste ti år – og i alle årene har der været fremgang.

“Økologiske varer fylder mere i danskernes indkøbskurve end hos nogen andre i verden, og der er god grund til at glæde sig over, at økologisalget fortsat stiger, siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening

En af højdespringerne blandt de økologiske varer er æg, som i 2013 havde en salgsvækst på hele 24 procent, hvilket ifølge Henrik Hindborg skyldes bl.a. en stigende interesse for dyrevelfærd.

Forventer yderligere øko-vækst i år

Hos Dansk Supermarked mærkes forbrugernes interesse for økologiske varer tydeligt.

“Salget af økologiske varer stiger år for år i vores butikker, og det er især frugt og grønt samt mejeriprodukter, der ryger i indkøbskurvene ,” siger Henrik Kjeldsen, indkøbsdirektør for ferskvarer hos Dansk Supermarked, som forventer, at den positive udvikling fortsætter.

Det samme gør sig gældende hos Coop, hvor økologi-salget på tværs af kæderne steg mærkbart i løbet af 2013.

“Den økologiske omsætning nåede et markant højere niveau i slutningen af året end i starten, og vi forventer yderligere vækst i 2014,” siger Thomas Roland, ansvarlighedschef i Coop.

Han peger desuden på, at 40 procent af Coop’s kunder ifølge en undersøgelse forventer at bruge endnu flere penge på økologi i år end de gjorde i 2013.

Det økologiske mælkesalg stiger

Tallene fra Danmarks Statistik viser en stigning i salget af økologisk mælk på fire procent i 2013, og de økologiske mejerier Arla, Thise og Naturmælk oplever en yderligere forstærket vækst i starten af 2014.

“Vi ser en voksende efterspørgsel på den økologiske mælk, og signalet fra vores kunder er også klart, at de vil være der fremadrettet,” siger Nelly Riggelsen, marketingschef hos Naturmælk, der kan registrere en vækst i salget på næsten 10 procent i første kvartal af 2014 målt op imod første kvartal af 2013.

Omkring 30 procent af den mælk, der bliver solgt i Danmark, er økologisk.

Mængden af økologisk mælk kan dog være truet af, at det forleden kom frem, at mange økologiske landmænd overvejer at lægge om til konventionel drift, fordi det i øjeblikket giver en bedre økonomi – bl.a. på grund af stor kinesisk efterspørgsel efter dansk mælk.

Samtidig med, at salget af økovarer stiger i dagligvarehandlen, fylder økologien også mere og mere i de danske kantiner, restauranter og institutioner.  Salget af økologi til landets private og offentlige storkøkkener er vokset med 9,4 procent fra 2012 til 2013 og den økologiske omsætning er således mere end fordoblet siden 2009, viser tal fra landets største grossister. 

(Redigeret pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening plus tilføjelse)

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder