LONDON: Det meget udskældte engelske socialdemokrati Labour er de seneste par uger før det engelske parlamentsvalg gået frem i meningsmålingerne . Selv om de konservative går tilbage i stemmeandel, er premierminister Theresa May stadig storfavorit til at fortsætte på Storbritanniens højest politiske valgte post.
Ifølge et beregnet gennemsnit af de mange meningsmålinger, der offentliggøres i forbindelse med valgkampen, på Wikipedia ligger Labour nu på omkring 32,5 procent af stemmerne – en lille smule over resultatet i 2015, hvor Labour fik 31,2 procent af stemmerne.
En enkeltstående måling onsdag fra YouGov og The Times gav Labour en tilslutning på 38 procent af stemmerne, mens de konservative stod til 43 procent – en forskel på fem procent.
De konservative ligger dog stadig til fremgang. David Camerons parti fik i maj 2015 37,8 procent af stemmerne, mens partiet i meningsmålingerne nu ligger til lidt mere end 46 procent af stemmerne i gennemsnit.
De to store partiers fremgang er gået ud over alle de små partier – specielt EU-modstanderne i Ukip har tabt terræn. Partiet er ikke repræsenteret i parlamentet i dag, selv om partiet ved det seneste valg fik 12,9 procent af stemmerne og er de seneste dage kravlet ned under fem procent i det vægtede gennemsnit af meningsmålinger
Politiske iagttagere mener, at de fleste af stemmerne går til de konservative, der netop har startet forhandlingerne om at forlade EU med ønsket om et såkaldt hårdt Brixit efter folkeafstemningen i Storbritannien sidste år.
Det normalt tredje største parti i Storbritannien – Liberaldemokraterne – startede valgkampen som det eneste parti, der ønsker at England bliver i EU, men det budskab ser vælgerne ikke ud til at bryde sig om. Partiet fik for to år siden 8,1 procent og ligger i øjeblikket til at nogenlunde det samme resultat efter de seneste par år har været over 10 procent.
Også det skotske nationalistparti – SNP – der ved valget for to år siden vandt alle valgkredse i skotland på nær to – taber terræn på hjemmebane. Partiet opstiller kun i Skotland, hvor partiet har flertal i de lokale parlament og ledes af den populære Nicola Surgeon. Her står partiet ifølge meningsmålinger nu til omkring 42 procent af stemmerne. Ved det seneste valg fik partiet 50 procent af stemmerne.
I Skotland er det specielt de konservative, der går frem. Det står til næsten 30 procent af stemmerne – en fordobling siden for to år siden, hvor partiet blev noteret for 14,9 procent i Skotland.
Labourlederen Jeremy Corbyn, der tilhører partiets venstrefløj, er tidligere blevet udfordret som leder – bl.a. fordi et stort flertal i partiets parlamentsgruppe udtrykte mistillid til ham. Han har imidlertid vundet to afstemninger om formandsskabet i partiet med stor støtte fra de menige medlemmer.
Han har tidligere sagt, at han agter at blive som formand for partiet uanset valgresultatet, og med den fremgang, som partiet tilsyneladende er på vej til at få, kan det blive svært for hans modstandere at komme af med ham, hvis han bider sig fast i bordkanten, hvis det ikke lykkes partiet at besætte premierministerposten.
Valget i Storbritannien holdes den 8. juni.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Nyhedsjagten.dk . Politik på Facebook her.