Djurslands Bank giver 25 procent i dividende

Penge 001Ejerne af aktier i Djurslands Bank får i år en god forrentning af deres aktier. Bestyrelsen indstiler til generalforsamlingen den 20. marts, at der udbetales 2,5 krone for hver 10 kroners aktie. Det svarer til 25 procent.

Det er første gang i mere end fire år, at banken udbetaler udbyttet til aktionærerne. Der skyldes, at de banker, der har gjort brug af den danske stats bankgaranti, ikke har kunnet udbetale dividende før i 2013.

Overskud fordoblet

Banken har i 2012 haft et overskud på 47,1 millioner kroner efter skat – en fordobling i forhold til resultatet i 2011. Og bankens ledelse bruger da også udtrykket “meget tilfredsstillende” om årets resultat i ledelsesberetningen i regnskabet, der skal behandles på generalforsamlingen i Grenaa Idrætscenter.

Banken har også været i stand til at løsrive sig fra de bankpakker, som politikerne på Christiansborg har vedtaget efter finanskrisen i 2008, så banken ikke længere har nogle forpligtigelser i forhold til staten.

Finanstilsynet præciserede reglerne

I bankens årsberetning nævnes det også, at Finanstilsynet har været på besøg i banken. Det har medført en “præcisering af reglerne” – som det formuleres i årsberetningen – for nedskrivning på kundeporteføljen – altså Finanstilsynet har også tvunget Djurslands Bank til større nedskrivninger af tab på kunder end der først var lagt op til – dog langtfra uden de dramatiske konsekvenser, som det har fået andre steder i landet.

Af regnskabet fremgår det, at banken i 2012 har nedskrevet 47,8 millioner kroner på udlån og tilgodehavende – mod 38,3 millioner kroner i 2011.

Kunder sælger hus med tab

Det er specielt erhvervskunderne, der volder banken problemer, men også en række af privatkunderne er løbet ind i vanskeligheder, hedder det i årsberetningen. Det skyldes bl.a. arbejdsløshed, som betyder at kunderne er nødt til at sælge deres bolig. Og det er ikke altid muligt uden tab, fordi salgsprisen er lavere end det som kunderne skylder i boligen.

Banken, der har en høj solvensprocent på 16,6 – en pænt stykke højere end de krævede 9,7 procent,  har en samlet aktiekapital på 27 millioner kroner, og det betyder, at banken udbetaler 6,8 millioner kroner til aktionærerne.

Bankens aktie bliver i øjeblikket handlet til en kurs mellem 140 og 145.

 

.