Der første del af Berlingske Media-koncernen er solgt. Det drejer sig om tre ugeaviser i Vestsjælland, der er solgt til Sjællandske Medier, oplyser ejeren af Berlingske Media kapitalfonden Mecom i en meddelelse til fondsbørsen i London.
Handelsprisen er på 37,5 millioner kroner. I prisen modregnes, at Berlingske Media køber Sjællandske Mediers 25 procent af aktierne i et trykkeri i Slagelse, som Berlingske Media derfor nu ejer alene.
Sjællandske Medier udgiver tre dagblade – Dagbladet Ringsted, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske – og efter opkøbet 26 lokale ugeavis i området.
Ugeaviserne – “Det ny Odsherred”, “Lokalavisen Taastrup” og “Vestegnen” – har et samlet oplag på 163.000 eksemplarer. “Det nye Odsherred” bliver lukket, fordi det ligger i direkte konkurrence med med Sjællandske Mediers egen “Odsherredskysten”, mens de to andre aviser drives videre.
Lokalaviskrig stopper
Opkøbet er afslutningen på en lokalaviskrig, der har raset i området de seneste par år.
De tre ugeaviser havde i 2012 et overskud på næsten syv millioner kroner, oplyser Mecom i meddelelsen til Londons Fondsbørs.
I Randers forhandles der stadig med en række lokale erhvervsfolk om salg af Randers Amtsavis og fire tilhørende gratis ugeaviser, ligesom der også forhandles i Viborg. I Ringkøbing og Skjern forhandles der med JydskeVestkysten om salg af det lokale dagblad og et par tilhørende ugeaviser.
I Aarhus er Århus Stiftstidende også sat til salg.
Sælges i små bidder
Oprindeligt var det meningen, at Mecom ville sælge Berlingske Media samlet, men efter at der åbenbart ikke indkom et højt nok bud, besluttede bestyrelsen for selskabet at forsøge at sælge mediehuset i små bidder.
Dagbladet Børsen skrev forleden, at Allerkoncernen har givet et samlet bud på omkring 400 millioner kroner på overtagelse af hele Berlingske Media.