Lisa Kjær Gjessing fra Risskov Teakwondo Klub, der siden 1992 har dyrket kampsport, blev lørdag en smule overraskende verdensmester ved handicap-mesterskaberne i Schweiz i 57 kiloklassen – i den kategori hvor deltagerne har fået amputeret armen under albuen.
Hun var Danmarks repræsentant ved stævnet og slog i finalen sin russiske modstander med 4-1.
Forinden havde hun besejret en modstander fra Azerbaijan med 4-1 og en tyrkisk modstander med 5-1.
Stoppede af hensyn til familie og karriere
Efter mindst 20 år som taekwondoudøver stoppede hun sin idrætskarriere i 2005 af hensyn til sin familie og sin karriere som politianklager ved Sydøstjyllands Politi.
Højdepunktet var fra 2001 til 2004, hvor risskovkæmperen deltog i VM i Korea og Tyskland samt var med ved et kvalifikationsstævne til OL i 2004 i Athen.
Fik amputeret armen
For omkring fire år siden blev Lisa Kjær Gjessing, der er 34 år, ramt af kræft, der betød at hun fik amputeret venstre arm under albuen for et par år siden.
Sidste efterår genoptog hun træningen, og besluttede sig for igen at dyrke sin favorit-idrætsgren – nu som handicapudøver. Hun blev igen aktiv i Risskov Taekwondo Klub og træner en stor del af tiden i Elitecenter Vest på Aarhus Stadion.
Nerver på før første kamp
”Det er en rigtig fed fornemmelse,” fortæller Lisa Kjær Gjessing fra Lausanne i Schweiz kort tid efter sejren i finalen.
”Der har været meget interesse for min deltagelse i para-vm – bl.a. på de sociale medier, og inden den første kamp var jeg en smule nervøs.”
Modstanderne studeret på Youtube.com
Hun understreger samtidig, at hun fik meget støtte af sin træner Bjarne Johansen og Charlotte Bjelke fra Risskov Taekwondo Klub, der fungerede som sparringspartner.
Forud for kampene var modstanderne bl.a. blev studeret på Youtube.
Taekwondo er endnu ikke en del af det paraolympiske program, men da idrætsgrenen er i stærk vækst på verdensplan, forventer World Taekwondo Federation at det sker – dog tidligst i 2020.