DR starter til april optagelserne af en ny dramaserie, der skal vises i den bedste sendetid søndag aften på DR1 – på det tidspunkt hvor Arvingerne vises i øjeblikket.
Det bliver instruktøren Per Fly, der skal stå for instruktionen af i hvert fald en del af de to sæsoner på tilsammen 20 afsnit, som i øjeblikket er under planlægning.
Serien bliver en krimi, der udgangspunkt i finanskrisen, skriver b.dk.
Arbejdstitlen er “Follow The Money”.
I en af hovedrollerne ses Thomas Bo Larsen, der i forbindelse med projektet har fået ophævet sin kontrakt om at han skulle være med i årets Tivoli Revy i juni og juli. Det oplyste Tivoli mandag i en pressemeddelelse.
Thomas Bo Larsen skal spille en retfærdighedssøgende politimand i bagmandspolitiet.
20 afsnit
DR har endnu ikke løftet sløret for, hvem der skal spille de tre øvrige hovedroller i serien, men det er planen, at første afsnit af serien skal sendes til september næste år. I første omgang bliver der vist 10 afsnit, og året efter ved samme tid kommer endnu 10 afsnit.
Serien ventes at blive endnu en salgssucces i udlandet, hvor danske tv-serier i øjeblikket er i høj kurs. Det britiske tv-selskab BBC købte for eksempel Arvingerne endnu inden det første afsnit var indspillet.
Bedste instruktør i Sverige
Per Fly har netop haft stor succes i Sverige, hvor han fik en svensk filmpris, der svarer til de danske Bodil og Robert, for sin instruktion af den svenske film “Monica Z” – der fik fire Guldbakker, som den svenske filmpris hedder.
Det blev ikke til prisen som årets bedste film – men priserne som bedste mandlige og kvindelige hovedroller. Filmen kan i øvrigt ses i Danmark fra den 19. marts.