Metal får fordoblet arbejdsløsheden

Formand for Dansk Metal i Randers Henrik Leth
Formand for Dansk Metal i Randers Henrik Leth

Dansk Metal i Randers har med et slag fået fordoblet arbejdsløshedsprocenten blandt sine medlemmer med konkursen i VSB Industri- og Stålmontage. Men formanden, Henrik Leth, forventer mange af de ledige kommer i arbejde hurtigt.

“Allerede i formiddag var der et par arbejdsgivere, der ringede for at høre om mulighederne for at komme i kontakt med de fyrede folk,” siger han.

“Det er dygtige svejsere mange af dem, og jeg vil tro, at omkring 20-30 af dem vil være i arbejde inden for den første måned. Men jeg vil godt understrege, at det er et skøn.”

Gang i virksomheden igen

Henrik Leth håber også, at der under en eller anden form kommer gang i virksomheden igen.

“Der er rigtig meget produktionsudstyr – både i Assentoft og hos Bombardier – der sagtens kan danne basis for en ny produktion. Virksomheden har bl.a. investeret en del i svejserobotter. Derudover vil vi arbejde for, at nogle af de projekter, der ikke er færdige, bliver gjort færdig i Randers, hvor vores folk så kan få noget arbejde.”

80 medlemmer hos VSB

Dansk Metal havde omkring 80 medlemmer på virksomheden, da nøglen blev drejet rundt torsdag. Det betyder, at Randersafdelingens ledighedsprocent på 2,9 procent bliver fordoblet.

“Vi har en lav ledighed blandt svejsere, og jeg håber, at vi kan få givet nogle af dem et  kompetenceløft, så de hurtigt kommer i arbejde igen,” siger Henrik Leth.

“Der er lige nu ikke jobs nok til, at de alle kan komme i arbejde, men jeg tror mange af dem har et job igen hurtigt. men jeg understreger, at det er en fornemmelse jeg har.”

VSB Industri- og Stålmontage blev erklæret konkurs ved Retten i Randers torsdag, og ialt cirka 170 ansatte mistede deres arbejde med et trylleslag.

Byggekonkurs fik det til at vakle

Virksomheden var kommet i klemme som underleverandør til byggekoncernen Pihl og Søn, der gik konkurs for nogle uger siden. Det sidste skub ud over afgrunden fik VSB, da Siemens fornylig annullerede en ordre på 40 vindmølletårne.

“Vi vidste godt, at virksomheden var i vanskeligheder lige efter konkursen i Pihl & Søn, men det gør det jo så ikke nemmere, når Siemens trækker en ordre tilbage,” siger Henrik Leth.

“Det er ærgerligt, fordi der virkelig er basis for en god produktion på virksomheden. Vi må så håbe, at er nogen, der vil investere i produktionsanlægget.”

Offshoreleverandør

VSB Industri- og Stålmontage har udover at arbejde for byggeentreprenører og vindmølleindustrien også leveret til procesindustrien og offshorevirksomheder.

De ledige medlemmer var i formiddag til møde i Metalhuset på Lucernevej, og de er indkaldt til et nyt møde tirsdag formiddag, hvor de kan få vejledning om mulighederne for efteruddannelse. Her vil der være repræsentanter for jobcentret og erhvervsskolen Tradium tilstede.