OECD: Danskerne er middelmådige til at læse

Danskerne er bedre til at regne end de er til at læse. Foto: Helle Johnsen
Danskerne er bedre til at regne end de er til at læse. Foto: Helle Johnsen

Den danske befolknings færdigheder i læsning er middelmådige, men danskerne ligger pænt, når det handler om regning og it. Det viser en ny undersøgelse fra OECD – en slags voksen-pisaundersøgelse.

Ud af de 24 deltagende lande ligger Danmark på en 15. plads i læsning – det vil sige næsten i toppen i den dårligste halvdel.

Det ser imidlertid lidt bedre ud, når det handler om regning. Her er Danmark placeret som nummer 6 ud af de 24 lande.

Japan og Finland er de bedste

Japan og Finland topper begge lister, mens Italien og Spanien ligger i bunden, både når det drejer sig om at læse og regne.

Danmark er også godt med, når det handler om at bruge en computer. Her ligger Danmark igen på en 6. plads.

Men denne gang er det Sverige, der fører med Polen i bunden. I den del er der kun resultater fra 20 lande med.

De 16-24-årige er dårligere

Men hvis man kun undersøger it-kundskaberne blandt de 16- til 24-årige falder Danmark ned på en 13. plads. Her er det Korea, der er i top, mens USA afslutter listen.

Det er første gang, at Oecd laver en undersøgelse – en Piaac-undersøgelse, som den hedder – af den voksne befolknings færdigheder i læsning og regning i medlemslandene. Organisationen har i en årrække lavet flere undersøgelse af skoleelevers færdigheder – pisaundersøgelser, der har givet anledning til megen debat i medlemslandene.

Behovet størst hos ufaglærte

Folkene bag undersøgelsen opfordrer medlemslandene til specielt at koncentrere sig om at forbedre færdighederne for den ufaglærte del af arbejdsstyrken, der ellers frygtes at blive hægtet af arbejdsmarkedet i den teknologiske udvikling.

Danmark fremhæves for at være god til at tilbyde voksenundervisning i læsning for at rette op på skævhederne.

Du kan læse hele rapporten på engelsk her

Udgivet
Kategoriseret som Nyheder