Randerslærerne flygter fra regeringspartierne

Foto: Randers Kommune
Foto: Randers Kommune

Randers Lærerforening konkluderer på baggrund af en meningsmåling blandt medlemmerne, at rigtig mange vil flygte fra regeringspartierne – SF, S og R – når der skal skal sættes kryds ved kommunalvalget torsdag den 13. november.

Et udsnit på 320 medlemmer af foreningen med bopæl i Randers Kommune er blevet spurgt om, hvad de vil stemme om tre måneder, og hvad de stemte for fire år siden.

“Jeg tror, at den massive vælgerflugt fra regeringspartierne skyldes, at lærerne i Randers føler sig svigtet af den socialdemokratisk ledede regering, der ensidigt valgte at støtte arbejdsgivernes krav under forårets faglige konflikt på lærerområdet.” siger formand for Randers Lærerforening, Kurt Sørensen, i forbindelse med præsentationen af undersøgelsen på foreningens hjemmeside.

S: fra 41 til fem

41 af dem, der svarede på undersøgelsen, tilkendegav, at de stemte på socialdemokraterne i 2009. Om tre måneder vil partiet kun få fem stemmer. SF går fra 33 stemmer til tre, mens de radikale går fra 14 til fire.

Den store stemmesluger i forbindelse med undersøgelsen er kategorien lokallister, der går fra fem stemmer til 23 stemmer. Desuden får Enhedslisten 23 stemmer – selv om partiet ikke deltager ved valget til november, men støtter Beboerlisten.

Rigtig mange af dem, der ønsker at støtte en lokalliste, nævner Beboerlisten, men nogle få nævner også Velfærdslisten med den tidligere SF-er Kasper Fuhr i spidsen.

Enhedslisten var ikke opstillet

Derudover er der den kuriøsitet, at fire af dem, der svarer på undersøgelsen, tilkendegiver, at de stemte på Enhedslisten i 2009, selv om partiet slet ikke opstillede. Dengang støttede Enhedslisten også Beboerlisten med formanden for byrådets skoleudvalg, Bjarne Overmark, i spidsen.

Også de konservative og Venstre taber stemmer – dog i yderst beskedent omfang. To af svarerne peger på Dansk Folkeparti, mens en enkelt stemte på partiet for fire år siden.

Der er kun kommet svar fra 119 ud af de 320, der blev opfordret til at svare på Randers Lærerforenings undersøgelse. Det svarer til en deltagelsesprocent på 38 procent.

Når meningsmålingsinstitutterne laver tilsvarende undersøgelser om, hvad vælgerne vil stemme til folketingsvalg, er svarprocenten på omkring det dobbelte.

Læs undersøgelsens resultat her