Det tidligere skandaleramte demokratiske kongresmedlem Anthony Weiner vil være borgmester i New York, skriver CNN.com.
Anthony Weiner forlod kongressen for to år siden, da han sendte et billede af sit erigerede lem skjult af boxershorts via sin twitterkonto til en 21-årig kvindelig universitetsstuderende. Herefter blev han tvunget til at trække sig som medlem af kongressen i Washington.
“Mange er klar til at give mig en ny chance,” siger han til tv-stationen CNN.
“Jeg ved også, at der er en del, der aldrig vil stemme på mig.”
Modstand fra guvernøren
Andrew Como, der er demokratisk guvernør i staten New York, hører til den sidste gruppe.
“Vi bør skamme os, hvis Anthony Weiner bliver valgt som borgmester,” siger han.
Før onsdag, hvor Anthony Weiner indledte sin kampagne for at blive demokratisk nomineret til borgmesterposten, havde Andrew Como afvist at kommentere på muligheder for at Athony Weiner ville stille op til borgmesterposten ved valget senere på året.
Appel til middelklassen
Anthony Weiner går til valg på et program, der appellerer til middelklassen i New York. Inden han startede sin kampagne onsdag havde han indsamlet 5,1 millioner dollar i en valgkampfond. Det gør ham til den ud af flere demokratiske håbefulde borgmesterkandidater, der på forhånd har indsamlet næstflest penge til valgkampen.
Anthony Weiner sad i kongressen valgt i det niende distrikt i New York fra 1991 til sommeren 2011. Han har en gang tidligere forsøgt at blive borgmester i New York – det var ved valget i 2005.
Læs cnn-artiklen her.