Togfarikken Bombardier lukker i Randers

imagesTogfabrikken Bombardier har besluttet at lukke produktionen i Randers og flytte virksomhedens andre aktiviteter til det danske hovedkvarter i København.

Beslutningen betyder, at 45 ansatte afskediges. Bombardier har afsat penge til at hjælpe de ansatte videre til job i andre virksomheder.

Lukningen betyder, at det nu er slut med produktion af tog og togvogne i den kronjyske hovedstad, hvor de første vogne blev produceret i 1861 på en fabrik tæt på banegården i Randers. Dengang hed virksomheden Hvide Mølle.

Vanskelig situation

“Det har været en hård beslutning at tage, og vi er klar over, at det er en meget vanskelig situation for de kolleger på Randers-fabrikken, som vil blive berørt,« skriver administrerende direktør i Bombardier Transportation Danmark Peter Sonne i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer få dage efter at transportminister Mogens Heunicke (S) besluttede sig for at købe en række dobbeltdækkertog, der skal supplere DSB’s daglige drift med de skandaleramte IC4-tog fra den italienske virksomhed Ansaldo Breda.

Den beslutning var samtidig et fravalg af et forslag. som Bombardier har arbejdet med de seneste år, hvor man har foreslået den danske stat at gennemføre en levetidsforlængelse på 10 år af de IC3-tog, som blev produceret på virksomheden i Randers tilbage i slutningen af 1980-erne og i løbet af 1990-erne – dengang virksomheden hed ABB Scandia.

En trist nyhed

Borgmester Claus Omann Jensen (V) kalder beslutningen om lukning for en trist nyhed.

“Nyheden vækker følelser hos os alle sammen,”siger han.

“Togfabrikken har været en del af vores identitet i Randers. Vi var dem, der byggede tog. Men en identitet udvikler sig hele tiden. Og vi har stadig en særlig ånd. Vi er en by med rigtig mange kompetencer inden for industri – en industri der udvikler sig, og vi udvikler os med den,” siger Claus Omann Jensen.

Virksomheden fejrede i 2011 sit 150 års jubilæum kort tid efter en omfattende afskedigelsesrunde i forbindelse med afslutningen af et stort renoveringsprojekt af svenske jerbanetog. Siden har virksomheden kun beskæftiget sig med reperationsarbejde.

Nye el-tog

Med levetidsforlængelsen ville dieseltogene sagtens kunne køre på det danske jernbanenet frem til at hele tognettet er elektrificeret – hvis DSB alligevel skal investere i nye tog.

Hvis forslaget var gået igennem ville det have betydet, at arbejdet skulle gennemføres i Randers, fordi en masse af de mennesker, der var med til at producere togene, stadig er erhvervsaktive i byen – og var klar til igen at arbejde på den hæderkronede arbejdsplads.

Bombardier er en international koncern, der udover togindustrien også er producent af bl.a. flyvemaskiner.