TV: DR1 sender kritiske programmer om finanssektoren

Foto: Hans Andersen/DR
Foto: Hans Andersen/DR

DR1 sender fra mandag den 12. januar og de tre efterfølgende mandage fire udsendelser, der sætter fokus på den finansielle sektor efter finanskrisen. Tesen er, at sektoren, selv om den har lovet bod og bedring, opfører sig som før finanskrisen, der var medvirkende til at boligpriserne faldt og tusindvis af danskere blev kastet ud i arbejdsløshed.

På de offentliggjorte tv-programmer for de første to udsendelser kan man se, at udsendelsen den 12. januar handler om en sparekasse, der har lavet en hemmelig aftale med en tidligere ejendomsspekulant.

Spekulanten fik ifølge programomtalen slettet sin gamle gæld, sparekassen slap for tab, og regningen bliver betalt af sparekassens andre kunder – bl.a. almindelige familier.

Udsendelsen den 19. januar handler om et af de store realkreditinstitutter, der har lukket en af spekulanterne fra før finanskrisen ind i varmen igen, og DR mener at kunne bevise, at han derfor har været i stand til at overføre penge til skattely.

DR har endnu ikke offentliggjort programmet for mandag den 26. januar og mandag den 2. februar.

Programmerne, der er programsat til at vare tre kvarter, sendes hver aften lige inden tv-avisen kl. 21.30.

Serien har titlen “Finanskrisen forfra – business as usual”.