En uafhængig kandidat, der står godt i meningsmålingerne til at overtage den ledige senatspost i delstaten Maine i USA har skabt røre i andedammen op til valget den 6. november. Det har bl.a. givet sig udtryk ved, at en republikansk valgpengetank har købt tv-reklamer for den demokratiske kandidat i et forsøg på at splitte stemmerne.
Den uafhængie kandidat er den tidligere guvernør i staten, Angus King, der besluttede sig for at stille op, da Maines republikanske senator gennem 18 år, Olympia Snow, trak sit kandidatur tidligere på året.
Angus King fører klart i meningsmålingerne – med omkring 10 procentpoint – og han ventes at tilslutte sig den demokratiske gruppe i senatet, hvis han bliver valgt. Man skal som uafhængig tilslutte sig et af de store partier, hvis man vil have del i udvalgspladserne i senatet.
Demokraten har ingen chance
Den værste konkurrent til Angus King er den republikanske vinder af primærvalgene, Charles Summers, mens den demokratiske kandidat, Cynthia Dill, ikke spås nogen chance overhovedet.
En lokal republikansk valgpengetank har derfor taget et noget utraditionelt middel i brug til støtte for den republikanske kandidat, Charles Summers. Pengetanken har nemlig på det seneste købt tv-reklamer for demokraten Cynthia Dill i håbet om, at hun kan tage stemmer fra Angus King så Charles Summers får nemmere ved at overhale den tidligere uafhængige guvernør, der er meget populær i Maine.
Det er ikke bare en lille klat reklamer, som republikanerne viser til fordel for demokraternes kandidat. En optælling foretaget af et uafhængig analysebureau har vist, at der er vist tv-reklamer for demokraten Cynthia Dill ca. 2800 gange i løbet af det seneste kvartal. Det er tre gange så mange reklamer, som der er vist for Angus King i den samme periode.
Demokraternes landsorganisation tøver
I den demokratiske landsorganisation har man også været noget tøvende med at støtte partiets egen kandidat i Maine. Det skyldes, at man er overbevist om, at Angus King vil tilslutte sig den demokratiske gruppe i senatet, hvis han bliver valgt. Den vil nemlig give demokraterne en mulighed for at “vinde” en republikansk plads i senatet.
Demokraterne har flertal i senatet i dag, men partiet er under pres i flere af de delstater, hvor der er senatsvalg sammen med præsidentvalget den 6. november – så meget at partiet er i fare for at miste sit flertal. Derfor vil det være en fjer i hatten at kunne “vinde” den tidligere sikre republikanske plads.
Olympia Snow (R) er blevet genvalgt to gange, og hun er også en utrolig populær politiker i delstaten. Hun trak sig med henvisning til den skærpere tone mellem demokrater og republikanere i Washington, som hun ikke længere ønskede at være en del af.
King vil stemme på Obama
Angus King har gjort det til en hjørnesten i sin valgkamp ikke på forhånd at tilkendegive, om han vil tilslutte sig republikanerne eller demokraterne i senatet. Han har dog fortalt, at han ved præsidentvalget vil stemme på Barrack Obama på samme måde som han gjorde i 2008. I 2000 stemte han på Georg W. Bush.
Den republikanske støtte til demokraten Cynthia Dill har fået andre landsdækkende organisationer til at støtte Angus Kings valgfond. Bl.a. har den uafhænge borgmester i New York Michael Bloomberg giver 500.000 dollars til Kings valgkamp.
Desuden er han tilhænger af fri abort, og han støtter Obamas sundhedsreform.
Angus King var guvernør fra 1995 til 2003, og han var på det tidspunkt kendt i offentligheden som tv-vært på en offentligt støttet tv-station i Maine og som en succesrig forretningsmand, der tilbage i 1980 har solgt energisystemer baseret på vedvarende energi.
Genvalgt med flotte stemmetal
Da han blev genvalgt ved valget i 1998 skete det med 59 procent af stemmerne, mens hver af de store partiers kandidater fik mindre end 20 pct. af stemmerne. Det er kun sket få gange i Maine, at en guvernør har fået over halvdelen af stemmeren. Der har ofte været tale om meget tætte valgkampe i delstaten.
Politisk er Angus King bl.a. kendt for at have gennemført en skolereform, hvor alle folkeskoleelever i staten i syvende eller ottende klasse fik en Macintosh som arbejdsredskab i undervisningen. Desuden gennemførte han en lov, der tvang alle ansatte i skolerne til at lade sig registrere i delstatspolitiets database med fingeraftryk – for at beskytte børn mod seksuelle overgreb.
Han nedlagde også veto imod den lovgivende forsamlings beslutning om at hæve minimumslønnen i Maine med 25 cent i timen. Det svarede til et sted mellem 1,50 kr og 2,00 kr.